Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Vild ungdom på Riget

​​Der var modige unge og livemusik med Rumle fra Aphaca på programmet, da LIFE fejrede rund fødselsdag efter 10 år med fokus på fællesskab i et ungdomsliv med alvorlig sygdom.​

Til LIFE-jubilæet havde fem unge sagt ja til at detage i et panel, hvor de delte gavmildt ud af deres erfaringer med, hvordan fælleskabet har hjulpet dem til at komme videre i livet trods sygdom og sårbarhed. 

- I er simpelthen bare for vilde. Hvor er det imponerende. Det er jo helt umuligt at komme på efter jer, lød det fra en tydeligt imponeret hospitalsdirektør, Rasmus Møgelvang, der overtog mikrofon og taletid efter de indledende ord fra de to unge LIFE-velkomstalere og dagens gennemgående konferenciers Sofie og Andrea.

Rasmus Møgelvang var tydeligt imponeret over de unges gå-på-mod og professionalisme på en scene. 

Årsagen til de mange gæster og balloner torsdag eftermiddag i forhallen på Blegdamsvej var 10-års-jubilæet for gruppeforløbet LIFE, hvor unge hjælper unge med at udvikle fællesskaber på tværs af diagnoser.

Udover Rasmus Møgelvang var der også besøg af centervicedirektør Mette Friis og regionsrådsformand Lars Gaardhøj, der med et glimt i øjet forsøgte at erindre, hvordan livet føltes, dengang han selv var ung.

Der var godt fyldt i forhallen, da LIFE fejrede jubilæum - blandt andet til tonerne af Aphaca.

- Selv om det efterhånden er ved at være et stykke tid siden, husker jeg stadig, hvordan det kunne være hårdt at være ung. Det var en tid med med mange svære spørgsmål, men nogle gange er det det enkle, der gør hele forskellen. Og her er gode fællesskaber helt afgørende, lød det blandt andet fra Gaardhøj.

Sofie og Andrea, der selv har været en del af LIFE, styrede dagens arrangement med sikker hånd.  Foto: Kimmi Maimoni 

Dagens hovedpersoner var dog de fem modige unge, der havde sagt ja til at deltage i det såkaldte LIFE-panel på scenen, hvor de åbent og ærligt talte om deres erfaringer med at håndtere og balancere ungdomsliv og alvorlig sygdom, uden at læsset vælter.​

De unge i LIFE-panelet gjorde med deres mod, ærlighed og sårbarhed stort indtryk på de fremmødte.  Foto: Kimmi Maimoni​

Sange fra hjertet

Foto: Kimmi Maimoni 

At få musik fra Danmarks for tiden mest populære og efterspurgte band, Aphaca, til et jubilæum i Rigshospitalets forhal er det, man med en gedigen underdrivelse må kalde et scoop. 

Men for bandets frontmand og sanger, Rumle Kærså, havde det været helt naturligt at stille op, da han blev inviteret til et arrangement, der handlede om unge og fælleskab, fortalte han fra scenen.


Foto: Kimmi Maimoni 

Til sommer spiller Aphaca udsolgt koncert i Parken, men i dagens anledning var det i en helt eksklusiv nedbarberet udgave, de mange gæster fik lov til at høre fem af Aphacas største hits.



På scenen stod bandets forsanger Rumle med sin guitar. Bag flyglet sad bandets faste musikalske makker, Adi Zukanovic. 


Foto: Kimmi Maimoni 

Før koncerten tog Rumle sig god tid til at snakke med børn og unge - syge som raske - der var mødt frem for at fejre livet og LIFE sammen med deres jævnaldrende til tonerne af Aphacas sange, der som bekendt ofte handler om netop ungdom og fællesskab.



Hvilke sange, der skulle spilles, var ønsket af de unge fra LIFE, og resultatet var fem af bandets største hits begyndende med ​​'Vi pumper hjertet op', hvor der meget passende synges om vild ungdom.


Rumle Kærså fik en kæmpe tak og en LIFE-trøje med hjem som tak for musikken.  Foto: Kimmi Maimoni 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden