I galleriet kan du se et udvalg af de billeder, Nikolai Linares har taget af de unge i Kræftværket. Blandt andet under kemoterapi, sommerhushygge og drinks. Se hele billedserien i Politiken. (Fotos: Nikolai Linares)
Nikolai Linares mærkede for første gang, at han havde fat i noget virkelig stærkt, da han fotograferede de tre unge kvinder, der sludrede i poolen.
En af dem havde smidt sin paryk for at hoppe i vandet. Hun havde fået kemo dagen før og søgte nu råd hos de to andre, hvis hår var begyndt at vokse ud igen.
På overfladen var det bare tre jævnaldrende unge, der talte sammen i en pool. Men under samtalen lå en alvor, som ofte er til stede, når kræften er tæt inde på livet.
– I det øjeblik kunne jeg se, at der var et billede, der både var smukt, enkelt og hårdt. Men det giver også noget håb, fordi de er glade på billedet, fortæller fotojournalisten.
Situationen blev blot ét af mange øjeblikke, hvor ungdomsliv og sygdom eksisterede side om side, da Nikolai Linares gennem et år kom tæt på de unge i Kræftværket.
Tiden er inde
Nikolai Linares havde faktisk båret rundt på historien i sin lomme i årevis.
For ti år siden mødte han Maiken Hjerming, sygeplejerske og ungekoordinator i Kræftværket. Han skulle fotografere hende, fordi hun modtog Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for sit arbejde med kræftramte unge.
– Da jeg hørte, hvad Kræftværket var, tænkte jeg: Det er fandeme en god historie. Den vil jeg gerne lave en dag. Men jeg vidste også, at det ikke var en historie, man bare lige laver. Det handler om syge unge mennesker, så der er mange forbehold, man skal tage. Det kræver også, at man sætter god tid af til at fortælle historien ordentligt, siger Nikolai Linares.
Han skrev derfor idéen ned i sin lille notesbog, hvor den blev liggende. Indtil Linares selv fik kræft i 2023.
Hans eget kræftforløb var heldigvis kort, men oplevelsen fik ham til at tænke på historien igen. Hvis nogen skulle fortælle den, måtte det være ham, tænkte han.
– Jeg følte mig kaldet til, at jeg efter mit eget kræftforløb måtte undersøge, om det kunne lade sig gøre. Så jeg tog kontakt til Maiken, som hurtigt var med på idéen, fortæller han.
Der var dog et stort og vigtigt 'men'. De unge skulle selvfølgelig også sige ja.
Fotojournalist Nikolai Linares har i et år fulgt unge kræftramte, der er en del af Kræftværket på Rigshospitalet.
Ét krav fra de unge
Kort tid efter præsenterede fotojournalisten sin idé for Kræftværkets ungepanel. Han fortalte, hvordan han forestillede sig historien, men gav samtidig de unge mulighed for selv at sætte rammerne for projektet.
Det viste sig, at de faktisk kun havde ét krav. For selvom Kræftværket også er sommerhusture og frisøraftener, måtte billederne ikke give indtryk af, at det er fedt at have kræft.
– For de unge var det vigtigt, at billedreportagen ikke blev en ’happy go lucky’-fremstilling af, hvordan det er at være ung og i et kræftforløb. I referatet fra mødet står der: ’Den skal vise, at det er benhårdt at være syg, og hvordan fællesskabet i Kræftværket kan være med til at gøre det lettere’, fortæller ungekoordinator Maiken Hjerming.
– Det syntes jeg, var vildt sejt, at de satte krav til, hvad historien skulle være og ikke være, siger Nikolai Linares.
Så mens dans, drinks og grin fylder i billedserien, er der også mørke kapitler. Undervejs i det år, Linares fulgte de unge, mistede en af dem livet. At få lov til også at fotografere de svære øjeblikke krævede en stor tillid, og den oplevede Linares fra de unge gennem hele projektet.
– Jeg har ikke nogen grænser for, hvad jeg tager billeder af, så aftalen blev, at hvis de har en grænse, skal de sige det til mig. Det var der ikke rigtig nogen, der gjorde. Så der var en tillid, der gjorde det rart at samarbejde med dem. De slappede af omkring mig og turde være sårbare, siger Nikolai Linares.
To forsider i Politiken
Året tæt på de unge har gjort stort indtryk på Nikolai Linares. Især deres måde at tale åbent og lytte til hinanden har sat sig hos ham.
– Det har været en stærk oplevelse. Både når det var hyggeligt og trist. Jeg har mødt nogle unge mennesker, som havde utroligt meget dybde og indsigt i livet. Også mere end mange på min alder, siger 43-årige Nikolai Linares.
Mødet med de unge har samtidig gjort det tydeligt for Linares, hvor afgørende sammenhold og fællesskab er, når man pludselig bliver ramt af alvorlig sygdom.
– Kræftværket giver muligheden for ikke at være alene i det. Så det er min største anbefaling til unge med kræft at melde sig ind i det fællesskab. Jeg har kun gode ting at sige om det, siger han.
Efterfølgende er det væltet ind med positive tilbagemeldinger fra både de unge selv, forældre, kolleger og samarbejdspartnere, fortæller ungekoordinator Maiken Hjerming:
– Der er nu rigtig mange flere mennesker, der har fået mulighed for at få indsigt i Kræftværkets tilbud og muligheder. Det har været vigtigt for os alle, at reportagen afspejler fællesskabets betydning. At man i Kræftværket ikke er noget særligt i kraft af sin sygdom. Man er noget særligt, fordi man er den, man er.
Nikolai Linares mærker også på den respons, han har fået, at historien er landet, som han havde håbet på.
– Jeg er simpelthen så glad for, at historien kom ud på en god måde. Folk kan virkelig mærke de unges kærlighed og styrke til hinanden. Det var det, der var planen. At lave noget, folk kan mærke i maven, afslutter han.