Gå til hovedindhold

​​​​​​

Man skal kunne se en mening med det man laver

​- Giv det endelig et skud, hvis du har mod på at prøve kræfter med at forske. Og lad motivationen drive værket - ikke mindst når du møder modstand, lyder det fra vinderen af 'Årets Yngre Forsker'-prisen.​

​​Årets vinder, Anne Rathsach Strange, med diplom og blomster.

Der summede af liv, nerver og nysgerrighed fra morgenstunden ved auditorierne på Blegdamsvej, da ​Foreningen af Yngr​e Forskere på Rigshospitalet (FYF) onsdag afholdt sin årlige poster- og præsentationskonkurrence.

På forhånd var alle yngre forskere på Rigshospitalet blevet inviteret til at indsende og præsentere deres arbejde, og på dagen kunne man på knap 60 gennemarbejdede posterpræsentationer blive klogere på, hvad de unge og ambitiøse forskere på Blegdamsvej og i Glostrup arbejder med netop nu.​

 
Ved dagens afslutning blev der uddelt fire priser.​ Den vigtigste og mest prestigefulde var naturligvis førstepladsen i konkurrencen om at blive 'Årets Yngre Forsker'. 

Med titlen, æren og anerkendelsen fulgte en flot buket blomster og en kontant præmie på 15.000 kroner. Første- og andenpladsen modtog henholdsvis 10.000 og 5.000 kr. 

De tre vindere var udvalgt af en seniorbedømmelseskomité på baggrund af deres posterpræsentation til en afsluttende mundtlig præsentation.



Der blev desuden uddelt en særlig publiumspris for bedste poster, efter der dagen igennem i bedste, analoge folkeafstemningsstil var blevet stemt ved hjælp af små papirlapper, der var blevet samlet i en valgurne og efterfølgende talt op.​

Overrasket og overvældet

Vinderen af titlen som 'Årets Yn​gre Forsker', 28-årige Anna Rathsach Strange, går på 12. semester på medicinstudiet og bliver læge til sommer. ​ Hun har det seneste år forsket i, om det kan have betydning for barnet, når kvinder med polycystisk ovariesyndrom​​ (PCOS) bliver gravide.

Hvordan føles det at have vundet?
- Jeg er enormt beæret og havde absolut ikke forventet det. Man håber selvfølgelig altid, men jeg er meget ny i forskningsverdenen, og det er første gang, jeg har præsenteret mit projekt med en poster. Og med så stærkt et felt som i dag, var mine forventninger ikke så høje.

Kan du fortælle lidt om din forskning?
​- Jeg har kigget på børn født af mødre med den sygdom, der hedder polycystisk ovariesyndrom​ - også kendt som PCOS. Det er en sygdom, der blandt andet er karakteriseret ved noget insulinresistens og forhøjet niveau af mandlige kønshormoner. Det er nogle af de faktorer, hvor vi har tænkt, om det kan have en påvirkning hos barnet inde i maven, når de her kvinder, de bliver gravide. Og særligt har vi haft fokus på, om det kan have en betydning for børnenes hjerteudvikling. 

Kan du kort fortælle, hvad I er nået frem til?
- Heldigvis har det vist sig, at der ikke umiddelbart ikke ser ud til at være nogen sammenhæng. I forskningssammenhæng kan ens reaktion på et resultat som det jo være: 'Nå, ok så fandt vi ikke noget'. Men faktisk er det jo det allerbedste resultat, vi kunne få, fordi det viser, at kvinder der har PCOS ikke behøver at være bekymrede for deres sygdom i forbindelse med graviditet.

Hvorfor har du valgt forskningsvejen?
- I starten af medicinstudiet syntes jeg faktisk, at hele forskningsverdenen var meget ukendt land og lød en smule skræmmende, men jeg havde samtidig også en stor nysgerrighed på at finde ud af, hvad der sker inde i den verden.

- Så tog jeg det her forskningsår og blev bare enormt positivt overrasket. Jeg var heldig at lande i en forskningsgruppe, der var mega god, og hvor jeg trivedes også socialt og kollegalt. Det er en vigtig faktor for, at man får drevet noget god forskning, og at folk bliver ved med at forske. Og så er min egen lyst til at fortsætte bestemt ikke blevet mindre efter i dag, hvor jeg har fået det her dejlige skulderklap. 

Hvad er dit råd til andre, der overvejer at forske?
- Hvis man kaster sig ud i noget, skal det være motivationen, der driver værket. Der vil komme dage, hvor man tænker: 'Hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i?' Så er det altafgørende at have valgt et felt, hvor man kan se en tydelig mening med det, man laver.

- Det kan lyde lidt som en kliché, men hvis du er nysgerrig på det, vil mit råd være: 'Give it a try!' Du kan jo blive positivt overrasket, og selv hvis du finder ud af, at det ikke er noget for dig, så har du fået afsøgt det.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden