Gå til hovedindhold

Børn og unge med psykisk sygdom har højere dødelighed

​Nyt dansk studie viser for første gang, at børn og unge med psykisk sygdom har markant større dødelighed end andre børn og unge med fysiske lidelser.​

Foto: Lone Graff Stensballe, professo​r og overlæge i pædiatri, leder af Center for Data og Effektforskning, Mary Elizabeths Hosp​​ital
Foto: Lone Graff Stensballe, professo​r og overlæge i pædiatri, leder af Center for Data og Effektforskning, Mary Elizabeths Hosp​​ital

Danske børn og unge, som har været i kontakt med hospitalspsykiatrien, har dobbelt så høj dødelighed som dem, der kontakter sundhedsvæsnet med fysiske sygdomme. Det viser et nyt studie fra Center for Data og Effektforskning, Mary Elizabeths Hospital, som netop er publiceret i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica.

”Vi vidste godt, at voksne med psykiatrisk sygdom i gennemsnit lever kortere end voksne uden psykiatrisk sygdom. Men det er første gang, at vi her dokumenterer det meget triste, at børn og unge, som kommer på hospital med psykisk sygdom, har betydelig øget dødelighed i årene efter indlæggelse i psykiatrien. Vi har endnu ikke undersøgt dødsårsagerne, men selvmordsforsøg var blandt de hyppigste årsager til genindlæggelse. Tallene er chokerende og kalder på opfølgende undersøgelser og politisk stillingtagen” siger siger professor og overlæge i pædiatri, Lone Graff Stensballe. 
 
Studiet, som er baseret på anonymiserede oplysninger fra de danske sundhedsregistre, fulgte alle 1.413.177 danske børn og unge under 18 år fra april 2019 til og med 2023.
 
På baggrund af hospitalskontakter blev børn og unge med hospitalsbesøg i perioden opdelt i tre grupper: Dem med somatiske hospitalskontakter (532.324), dem med psykiatriske hospitalskontakter (21.501) og dem med begge (23.108).
 
Forskerne sammenlignede baggrundsoplysninger for grupperne og undersøgte risikoen for død og genindlæggelse. Resultaterne viste, at flere med psykiatrisk sygdom havde lav social status. Desuden havde børn og unge med hospitalskontakter i psykiatrien dobbelt så høj risiko for at dø og cirka 20% højere risiko for at blive genindlagt i løbet af studieperioden.
 
Resultaterne viste cirka 20 dødsfald per 10.000 børn og unge der har været i hospitalspsykiatrien sammenlignet med cirka 10 dødsfald per 10.000 børn og unge på hospitalet udenfor psykiatrien.​

Ulighed i sundhed

”Det er tal, vi længe har efterspurgt, og desværre overrasker de ikke. Vi ved, at ulykker er hyppige hos unge med ADHD og hos unge der har misbrug samtidig med en psykiatrisk sygdom. Min egen faglige erfaring er, at dødsfald ved selvmord sker efter langvarig psykisk sygdom, når det ikke har været muligt at tilbyde god sammenhængende tværsektoriel behandling - hverken til den enkelte eller familien. Ulighed i sundhed rammer særligt her, så længe vi har et system, hvor forældrenes kræfter til at bære ”stafetten” rundt i systemerne er en forudsætning for behandling. Hvert eneste dødsfald er en katastrofe, særligt fordi de alle bør kunne forhindres,” siger Nina Tejs Jørring, overlæge i børne- og ungdomspsykiatri og forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
 
De to overlæger ser begge den forestående sammenlægning af somatik og psykiatri som en støtte til at adressere denne ulighed i sundhed, og glæder sig til det kommende samarbejde.
 

National 10-årsplan for psykiatrien

De seneste år er der tilført betydelige ressourcer til børne- og ungdomspsykiatrien både regionalt og nationalt. Med den nationale 10-årsplan for psykiatrien er der afsat et varigt løft på 4-4,6 mia. kr. årligt frem mod 2030, heraf en halv mia. kr. årligt målrettet børn og unge.
 
Dertil kommer 250 mio. kr. årligt til lettilgængelige tilbud uden henvisning samt en ny model fra 2025, hvor behandling kan påbegyndes allerede i udredningsfasen.
 
En vigtig del af indsatsen er, at psykiatrien gradvist integreres tættere med det somatiske sundhedsvæsen. Det skal sikre, at børn og unge med psykisk sygdom får lige så hurtig og sammenhængende behandling som patienter med somatiske sygdomme.

Læs forskningsartiklen: Pediatric Somatic and Psychiatric Hospital Contacts in Denmark: A National Overview of Risk Factors, Admissions, and Mortality

Fakta

  • ​Studiet er lavet af seniorforsker og statistiker Andreas Jensen og professor og overlæge i pædiatri Lone Graff Stensballe fra Center for Data og Effektforskning, Mary Elizabeth Hospital på Rigshospitalet.
  • Resultaterne fra studiet viser bl.a., at der i perioden 2019 til 2023 var cirka 20 dødsfald per 10.000 børn og unge i hospitalspsykiatrien sammenlignet med cirka 10 dødsfald per 10.000 børn og unge på hospitalet udenfor psykiatrien.
  • Undersøgelsen har ikke set på årsagerne til dødsfald. Planen er at undersøge det i et opfølgende studie. Andre undersøgelser har vist, at mennesker med psykisk sygdom generelt lever kortere end andre. ​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden