Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Inddragelse af patienter og tværfaglig indsats hyldes

​Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi er med deres fokus på patientinddragelse, systematisk brug af patientfeedback og stærkt tværfagligt samarbejde blevet Årets Længdespringer - Patienttilfredshedsprisen.

Vent...


Fra venstre ses regionsrådformand Lars Gaardhøj,  cheflæge Mads Klokker og chefsygeplejerske Tine Bloch Jensen og patientrepræsentant Sophie Hindkjær.​

Medarbejdernes engagement og patientfokus anerkendes

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) uddeler hvert år patienttilfredspriser. Priserne er i dag udelt ved Region Hovedstadens læringsseminar om Patientinddragelse, som i år har sat fokus på omstilling af sundhedsvæsenet.

Årets Længdespringer gik til en afdeling, der over flere år har haft en markant og vedvarende høj patienttilfredshed, nemlig Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet. De har modtaget årets Længdespringerpris, da de gennem målrettede initiativer med tværfagligt samarbejde og patientinddragelse har skabt en kultur, hvor patientens behov og oplevelser er i centrum.

- Gennem mange års målrettet indsats har vi opbygget en kultur, hvor alle fagligheder vedvarende arbejder engageret og systematisk med at forbedre og udvikle den bedst mulige behandling. Vi gør os umage med at skabe trygge og sammenhængende forløb for patienterne på tværs af specialer og sektorer. Ligesom vores arbejde hviler på et stærkt teamsamarbejde og en kultur, hvor patientens behov er i centrum. Det afspejler sig både i nærvær og den måde medarbejderne inddrager patienterne på, fortæller chefsygeplejerske i Afdeling for Øre-Næse-H​​​alskirurgi og Audiologi Tine Bloch Jensen og fortsætter: 

- Denne pris er en stor anerkendelse af vores medarbejdere og deres vedvarende fokus på patienterne, det er vi meget taknemmelige over. 

Cheflæge i Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi Mads Klokker supplerer:

- En af afdelingens styrker ligger i det tværfaglige samarbejde, hvor mange specialister arbejder tæt sammen for at sikre den bedst mulige behandling. Vi har blandt andet fokus på at sikre en god overgang fra det intensive afsnit til sengeafsnittet samt på vores udekørende rehabiliteringsteam, der besøger patienterne i hele Region Hovedstaden og Region Sjælland og samarbejder med hjemmesygeplejen og familien. Vi tilbyder fx også psykolog- og fysioterapihjælp til patienter med svært invaliderende svimmelhed og så har vi desuden en legende tilgang til børn – bare for at nævne nogle få eksempler. Vi er en engageret, dedikeret afdeling med høj faglighed, og det mærker patienterne, fremhæver cheflæge Mads Klokker.

Pris for markant og vedvarende patienttilfredshed

Årets Længespringerpris anerkender, hvordan et vedholdende fokus på kvalitet, samarbejde og patientoplevelser skaber varige forbedringer i sundhedsvæsenet – og bedre forløb for patienterne.  

 –  Prisen som Årets Længdespringer understreger, at afdelingen evner at kombinere høj faglighed med omsorg og nærvær, hvilket gør en reel forskel for patienterne – og det er noget, vi som hospital kan være stolte af, siger centerdirektør i HovedOrtoCentret, Thomas Høi-Hansen. 

Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi fortsætter sit arbejde med at udvikle og optimere deres indsats, så patienterne også i fremtiden kan opleve høj kvalitet og tryghed i deres behandling, for som chefsygeplejerske Tine Bloch Jensen siger:

– Der er jo mange mennesker, som skal gå i takt, for at en patient synes, at vedkommede har fået en god behandling. Det er ikke en, fem eller 10 personer, men langt flere, der skal gå i samme retning, for at det lykkes. ​

​Årets Længdespringer - se filmen​

Varighed: 02:28 min


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden