For at imødekomme den stigende interesse for videreuddannelse blandt jordemødre og sikre, at afdelingens jordemødre er opdaterede på nyeste viden og udvikling inden for faget, har Rigshospitalet valgt at oprette en ny form for stilling, hvor man som erfaren jordemoder får mulighed for at afsætte 12 timer af sin arbejdsuge til at videreuddanne sig i klinisk jordemodervidenskab.
De resterende 25 timer arbejder man i skiftende vagter i afdelingen, hvor timerne planlægges med størst mulig hensyntagen til, hvornår undervisningen foregår på uddannelsen.
En af de jordemødre, der har søgt denne type stilling og er i gang med uddannelsen, er jordemoder Mette Smed, som har arbejdet på Rigshospitalet siden 2007. Hun er koordinerende jordemoder med medansvar for ’afdeling for igangsættelse af fødsler’ samt for ’Enhed for Tab’, som hjælper familier, der mister et barn i forbindelse med fødslen.
Mette Smed fortæller: - Jeg elsker mit arbejde her på Rigshospitalet og vil gerne specialisere mig yderligere uden at skulle forlade patientplejen. Erhvervskandidatuddannelsen giver mig mulighed for at dygtiggøre mig og samtidig forblive en aktiv del af klinikken. Jeg oplever det som om, jeg uddanner mig til at blive i klinikken.
Ny viden styrker patientbehandlingen
Mette Smed er ikke i tvivl om, at uddannelsen og den nye mulighed for at kombinere klinisk praksis med uddannelse i arbejdstiden, gavner både patienterne og arbejdspladsen:
- Jeg kan mærke, at jeg kan bruge det, jeg lærer i undervisningen, direkte i mit arbejde her på hospitalet. Jeg får gennem undervisningen en endnu dybere forståelse af klinisk forskning og kvalitetsudvikling, så jeg i endnu højere grad kan bidrage til afdelingens projekter og sikre, at vi altid ar-bejder ud fra den nyeste viden, forklarer Mette.
En vigtig investering i fremtiden
For Mette Smed er uddannelsen ikke blot en mulighed for at udvide sin viden, men også en investering i hendes fremtid på Rigshospitalet:
- Jeg føler, at jeg får utrolig meget ud af uddannelsen. Det er ikke kun en investering i min egen faglige udvikling, men også i den kvalitet, vi kan tilbyde patienterne her på hospitalet, siger Mette Smed, der opfordrer andre sundhedsprofessionelle på Rigshospitalet til at overveje mulighederne for videreuddannelse:
- Det er en fantastisk mulighed for at styrke sine kompetencer og sikre, at vi fortsat kan levere den bedste pleje til vores patienter. Uddannelse og klinisk praksis går hånd i hånd, og det er vigtigt, at vi fortsat udvikler os og tilpasser os den nyeste viden, slutter Mette Smed.
Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler har valgt at satse på denne type stilling for fortsat at prioritere udvikling af den evidensbaserede jordemoderpraksis i afdelingen og sikre, at både nyuddannede og mere erfarne får mulighed for at videreuddanne sig samtidig med, at uddannelsen med det samme kommer afdelingen til gode.
- Dette er i sidste ende forhåbentlig også med til at give jordemødrene lyst til at fortsætte med at arbejde i afdelingen, fortæller chefjordemoder Trine Lind, der har taget initiativ til ordningen:
- Vi har brug for at binde forskning og klinik bedre sammen. Muligheden for at tage en erhvervskandidatuddannelse har netop været med til at understøtte dette behov. Jordemødrene studerer, mens de fortsat arbejder i klinikken, og herigennem sker der en kvalificeret overførsel af viden direkte ind i klinikken. Det inspirerer de øvrige jordemødre og skaber en dynamik og nysgerrighed på vores fag.
- Tidligere oplevede vi, at jordemødrene videreuddannede sig ud af vores kliniske hverdag, nu oplever vi i langt højere grad, at de uddanner sig ind i vores kliniske hverdag til gavn for både patienter og kolleger, slutter Trine Lind.
Ind til nu har to jordemødre fra Rigshospitalet gennemført uddannelsen med støtte fra afdelingen og yderligere tre er i gang.
.jpg)
Foto Rigshospitalet: chefjordemoder Trine Lind (tv) og jordemoder Mette Smed (th)