Frysesnitundersøgelser er en akut histologisk undersøgelse, hvor vævet nedfryses for at lave snit til mikroskopisk vurdering. Frysesnit anvendes dels til vurdering af resektionsrande i forbindelse med kirurgisk kræftbehandling og dels til typebestemmelse at læsioner og tumorer -særligt når man mistænker kræft.
Vi har nu udvidet vores analysemuligheder i forbindelse med frysesnit, så undersøgelsen bliver endnu mere følsom og specifik. Vi kan nu i forbindelse med frysesnitsdiagnostik også lave et udvalg af immunhistokemiske analyser på QStain, et apparatur, som er udviklet til netop det. Det kan hjælpe os med at stille endnu mere sikre diagnoser- særligt i de tilfælde, hvor vi er i tvivl.
Det tager ca. 20 minutter at lave immunhistokemiske analyser på vævet, hvilket skal lægges oveni de 20 minutter vi allerede anvender på at lave konventionelle frysesnit. Inden for 45 minutter er det således muligt for os med langt større sikkerhed at skelne forskellige kræfttyper fra hinanden.
Vores immunpanel omfatter CD45, synaptofysin, CKAE, CK5 og CK7 og på sigt også Mart1, som kan bruges til at skelne karcinomer og neuroendokrine tumorer fra lymfomer og melanomer.
Det forbedrer mulighederne for at vælge klogt i forhold til, hvilken behandling, som tjener patienten bedst i forhold til deres kræfttype. Desuden har det stor betydning for patientens prognosen, hvis man i forbindelse med kirurgiskkræftbehandling får fjernet tumor komplet med frie resektionsrande.
Vi er den første patologiafdeling i Europa, som har implementeret automatiske immunhistokemiske analyser på frysesnit i vores rutine diagnostik.
Vi ser frem til at kunne levere endnu bedre frysesnitdiagnostik til gavn for vores kliniske kollegaer -men frem for alt til gavn for patienterne.