
Fra 1. juli hedder cheflægen i Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte Fie Juhl Vojdeman. Hun kommer fra en stilling som cheflæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Holbæk Sygehus.
- I mit arbejde er nysgerrighed på mennesker det, der driver mig, og jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet i Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte. Det er en spændende afdeling med tre meget forskellige kerneopgaver, som jeg ser frem til at lære at kende og bidrage til, siger Fie Juhl Vojdeman.
Den nye cheflæge er speciallæge i klinisk biokemi og har arbejdet med ledelse i mange forskellige organisatoriske sammenhænge. I skrivende stund er Fie Juhl Vojdeman i gang med sidste del af hendes Master of Management Development fra CBS.
Fie Juhl Vojdemans passion for ledelse og udvikling er en af de egenskaber, som Jannick Brennum, centerdirektør for Neurocentret fremhæver:
- Fie udmærkede sig i et stærkt ansøgerfelt med gode tanker om udviklingen af afdelingen og det fremtidige sundhedsvæsen. Jeg er overbevist om, at Fie sammen med chefsygeplejerske Rikke Skjøde Baes vil fortsætte den imponerende udvikling i afdelingen, siger Jannick Brennum, centerdirektør i Neurocentret.
Privat er Fie mor til to drenge på 11 og 14 år. Fritiden går lige nu med familien, vinterbadning og fuldførelse af masteruddannelsen i ledelse.