Mads Bruhn, 25 år, fysioterapeut, Afdeling for Ergo- og Fysioterapi. Har været ansat siden 20. marts.
- Mit arbejde går ud på at hjælpe patienter, der for eksempel har fået nyt knæ eller ny hofte, med at træne, så de blandt andet kan øge deres funktionsniveau, lære at gå igen og komme til og fra toilettet på egen hånd. Jeg møder ofte patienterne, allerede når de kommer fra opvågningen. Hofte- og knæpatienterne skal helst op at stå allerede samme dag som operationen, for det giver den bedste prognose. Jeg tager en snak med patienterne for at finde frem til den bedste motiverende faktor og sætte et mål for træningen, som giver mening for den enkelte. Det kan for eksempel være at blive selvstændig igen, eller delmål som at kunne klare egen hygiejne og kunne gå på trapper med albuestokke. Jeg taler også med dem om, hvad de kommer hjem til, når de skal udskrives, hvad de har af pårørende, og hvad de har brug for af hjælpemidler.
- Vi ser patienter i alle aldre, med forskellige diagnoser og på forskellige fysiologiske stadier. Der er mange ældre patienter, som har fået nye hofter eller knæ, måske for anden gang, men vi har også unge, komplicerede patienter, som måske har været involveret i et stort uheld og har fået multitraumer. Der er ikke to cases, der er ens.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
- Det er et fag, hvor jeg kan se fremskridt hos patienterne, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er med til at øge patienternes livskvalitet og hjælper dem ved at give dem nogle redskaber, så de kan klare sig bedre. For sådan en som mig kan det dog godt være lidt svært, at jeg ikke får lov at følge forløbene helt til dørs – jeg ser ikke patienterne komme til at strække knæet helt ud, for til den tid er de overgået til ambulant kontrol eller kommunal genoptræning.
Hvad er den vigtigste evne at have i dit job?
- Fordi det er højt specialiseret, er det også ofte kriseprægede patienter, og mange af dem har rigtig ondt og mange tanker, som de gerne vil snakke med os om. Derfor er det virkelig vigtigt, at man er lyttende og nærværende og hurtigt får opbygget en tillidsfuld relation. Men hvis træningen skal rykke noget, skal man også turde ”presse” patienterne lidt og kunne tåle at se på én, der har lidt eller meget ondt. Det kan godt være svært, men det kommer hen ad vejen. Men man skal heller ikke presse for meget, for det er vigtigt, at man har patientens psyke med. Hvis jeg presser for meget, trækker patienten sig måske, og så må jeg prøve at snige mig lidt ind igen og finde en anden måde at motivere på.