
Sidsel Goor Pedersen er en del af Trombolyseenheden, der hjælper patienter med blodprop i hjernen.
- Jeg er klinisk sygeplejespecialist i Sengeafsnit for Hjerne- og Nervesygdomme og en del af Trombolyseenheden, hvor vi behandler akutte blodpropper. Hvis man er under mistanke for en blodprop i hjernen, kommer man ind til os på Riget på ulige datoer eller på Bispebjerg på lige.
- Her er kæmpestor variation. På dage hvor jeg ikke selv er i plejen, oplærer jeg kolleger, giver en hånd med almindelige sygeplejeopgaver med mere. På ulige datoer ved man aldrig, hvad der kan ske. Nogle gange kommer der to eller 12 patienter på en dag, andre gange fire på én gang.
- Vi får melding om, at en patient er på vej – nogle gange med meget kort varsel. Det kan være en blodprop, men det kan også være alt muligt andet: En blødning, et krampeanfald – der er et meget varieret symptombillede, og det gør, at du skal være skarp. Du skal kunne meget herinde, men det betyder også, at vi kan gøre virkelig meget for patienterne.
- Patienten kommer direkte ned til scanneren i stueetagen, hvor vi er klar med et team af vante personer. Alle kender deres egne opgaver og roller og kan også hjælpe hinanden. Det er virkelig teamwork mellem læge, sygeplejerske, portør, radiograf og bioanalytiker.
- Min opgave er at tage imod patienterne. Give dem armbånd på, tage blodprøver, mens lægen undersøger, og radiograferne gør klar til scanning. Patienterne kommer ind med blå blink, er bange og i chok, og jeg forsøger at gøre dem så trygge, som det nu er muligt.
- Jeg prøver at være nærværende og kortfattet: ”Mit navn er Sidsel, og tingene her kommer til at gå hurtigt, men vi skal nok passe på dig” Jeg står rent fysisk tæt på patienten og holder kontakten hele vejen igennem. Informerer roligt om, hvad jeg selv og de andre gør. Nogle gange er der pårørende med også, og det kan også være min opgave at have kontakten til dem.
- Nogle patienter er ikke i stand til at sige ja eller nej til behandling. De pårørende står i en krise med en af deres nære, der kan være lammet eller ude af stand til at tale. Der er et stort behov for samtale og støtte, og jeg giver gerne en beroligende arm om skulderen, hvor der er tid til det. Når lægen har fået sine svar, lægges der en handlingsplan, og patient eller pårørende skal tage stilling.
- Så går det stærkt igen. Jeg blander og sætter medicinen i gang. Det hele tager cirka en times tid, hvor jeg er hos patienten og eventuelle pårørende imens. Der kan opstå komplikationer undervejs, og jeg måler værdier og observerer. Nogle bliver hurtigt bedre, men vi har selvfølgelig også patienter, hvor det ikke går så godt.
- En god dag er, når tingene bare lykkes. Når medicinen virker på en patient, der kom ind ramt af svær lammelse og hårdt påvirket i sit sprog. I løbet af en time letter symptomerne, og patienten får motorikken og taleevnen tilbage. Jeg kan få helt gåsehud over, hvor godt det føles.
- En dårlig dag er, når der kommer nogen, vi ikke kan hjælpe, og vi er nødt til at stoppe al aktiv behandling. Men det er en del af jobbet at kunne rumme at være med til at afslutte et liv. Det er ikke rart, når patienten dør, men det er vigtigt at kunne omfavne den del på en god og værdig måde og være der for de pårørende. Det giver mening, selv om det også er hårdt.
- Det er dejligt at være en del af et team, og det giver en stor arbejdsglæde hele tiden at have kompetente mennesker omkring sig, som man kan sparre med. Vi er nogle af landets bedste på det her område, og det er fantastisk at være med til. Alle har en rolle - ingen kan undværes.
- Jeg skal være her hele mit arbejdsliv. Her er altid noget nyt at udforske og blive bedre til. Jeg bliver stadig forundret og lærer nye ting - det er kun nysgerrigheden, der sætter grænsen. Du kan blive bedre på gulvet eller du kan gå ledervejen; der er så mange muligheder. Og udviklingen gør konstant det her område mere spændende.