​​​​

- Jeg er psykolog og arbejder med patienter med længerevarende og kroniske smerter. Det kan være som følge af medfødte eller opståede sygdomme, eksempelvis ulykker. De er meget forskellige mennesker, og det eneste fælles er, at mange af dem formentlig skal leve resten af livet med smerter. Opgaven for dem er at tilrettelægge deres liv, så det fungerer bedst muligt for netop dem.

- Mennesker lever et liv på rutiner og vaner. Dem vil man gerne kopiere ind i livet med smerter, men det kan man ikke fuldt og helt. Du kan ikke længere dét, du har kunnet på samme måde. Den store opgave er at skulle strukturere sit liv bedst muligt i samspil med smerterne.

- Man skal tænke over, hvad der giver ens liv mest værdi, så man kan prioritere kræfterne. Hvor ligger din livskvalitet, og hvordan prioriterer du, så du kan forhøje den mest muligt?

- Det er en sorgproces – man kan sammenstille det med, at du mister en nær pårørende. Du har tabt noget, du havde kært. Accept er en stor del af det. Det kan føles svært og uretfærdigt. Mange har deres identitet i det, de kunne før. Nu skal man forsøge at bygge sig selv op på ny.

- Mange formår at ændre deres liv til det bedre trods smerterne. De finder ud af, at det at være mere sammen med familien, at skabe plads til fritidsliv eller at bruge kræfterne på konkret arbejde er det, der betyder noget for dem. De føler en øget livskvalitet.

- De skal prøve at leve i nuet, og jeg ved godt, at det er så nemt at sige og så svært at efterleve. Men rigtigt mange mennesker har kontrol over det lille nu. Du kan lære og tage erfaringer med fra fortiden, men du kan ikke lave den om. Fremtiden kan også være svær at kontrollere. De fleste har et lillebitte manøvrerum i nuet. De har begrænsninger, men også muligheder.

- Det fede ved mit arbejde er, at der ikke er en manual. Forløbene er så forskellige. Nogle har brug for en enkelt time, andre 20. Jeg kan virkelig godt lide at møde og arbejde med mennesker. At få kontakten til dem. At mærke mennesket bag sygdommen.

-Jeg bliver ofte rørt af de historier, jeg hører, og kan godt være tæt på en tåre i øjet. Nogle gange sidder du overfor et menneske, der er tæt på at gå i opløsning. Jeg skal kunne leve mig ind i deres tilværelse. Det er balancegangen. At det ikke må gå ud over mig selv, terapien og alliancen mellem behandler og patient, men også at jeg møder mennesket, der sidder overfor mig.

- Jeg synes heldigvis, at jeg er ret god til det, men det var noget, jeg frygtede lidt i studietiden: At jeg ville blive overvældet. Men jeg har arbejdet flere steder med folk i krise, og jeg fungerer i det. Det fantastiske er, at jeg kan hjælpe mennesker. Nogle gange behøver du bare en kort samtale, så har du rykket noget.

- Jeg arbejder for Rigshospitalet tre dage om ugen og en dag i en privatpraksis. Oveni har jeg så én gang om ugen vagt på en restaurant som køkkendreng, hvor jeg nogle gange har 10-11 timers vagter. Det er dejligt også at arbejde med hænderne og ikke kun med hovedet. Det kan være helt meditativt og magisk at lave 25 liter salatdressing eller hakke 5 kilo gulerødder.

- En ærgerlig dag på arbejde er, når jeg ikke oplever, at jeg kan flytte patienterne. Og når de har det dårligt; der er sket noget, der gør det mere trist. Og når der er mange afbud. Jeg vil gerne sidde overfor et menneske.

- En fed dag på arbejde er en, hvor der er travlt med mange patienter, jeg kan hjælpe. Når jeg får følelsen af at give dem noget, de kan arbejde videre med, bare en lillebitte ting. Min fineste tjans er at give dem noget, de kan bruge til noget uden for psykologrummet.​