Ukrainskfødte Viktoria Fana er gigtlæge og med til at hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark.
- Jeg er født i Ukraine og har læst medicin dér, men kom til Danmark for over 20 år siden og blev uddannet speciallæge her. Jeg har arbejdet i otte år med gigtpatienter på Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme på Rigshospitalet Glostrup.
- Da krigen i Ukraine brød ud, ville jeg som alle andre gerne hjælpe. Jeg tog en snak med min chef om, hvad vi kunne tilbyde. Flygtningene, der kommer her til Danmark, kan lige som alle andre have kroniske sygdomme som gigt, der kræver løbende behandling for ikke at blive værre.
- Det kan være meget svært at finde rundt i systemerne, når man ikke kan sproget. Det kan jeg, og jeg kender både de danske og de ukrainske sundhedssystemer, og den måde behandlingerne foregår begge steder.
- Vi holdt en række møder, fik overblik over kompetencer og muligheder og fik fordelt rollerne. Med i teamet er også en ukrainskfødt sygeplejerske. Vi kan nu holde konsultationer hver anden tirsdag for de ukrainske flygtninge, der har brug for det, spare dem for flere konsultationer og give dem en langt lettere vej frem mod den rette behandling.
- Patienterne er glade og meget lettede over at møde en, der kan tale deres eget sprog. En af dem havde en længere patientjournal med. Jeg kan læse og forstå den uden, at hun behøvede at forklare noget.
- Det er rørende at møde dem og høre deres historier. En anden havde stået op tre døgn i træk i et evakueringstog. Det får man altså meget ondt i knæene af. Det føles rart at kunne hjælpe med noget konkret. At bruge mine kompetencer til noget nyttigt.
- Det føles godt at være en del af et dansk system, der hjælper. Jeg er uddannet læge for at hjælpe.
Det er ikke jo ikke anderledes end en dansk patient. Som læge er der ikke forskel, men som menneske betyder det noget at hjælpe en, der ufrivilligt er havnet her på grund af krig.
- Jeg har en accent, og det hænder, at patienterne spørger, hvor jeg oprindeligt kommer fra. Før i tiden spurgte folk ofte ”Er det ikke et sted i Rusland?”, når jeg svarede ”Ukraine”. Dét gør folk ikke længere – i dag ved alle, hvor landet ligger er, og hvem ukrainerne er.
- Jeg har stadig familie og nære venner i landet. Det er svært at sætte ord på, hvad det gør ved mig. Jeg taler nogle gange med dem om morgenen inden arbejde. Det er mærkeligt at have en snak med dem om, hvordan det er bedst at lægge sig op ad en bærende væg i tilfælde af bombeangreb tæt på ens hus, inden man går på job.
- Det er vigtigt, at mine følelser ikke påvirker mit virke som læge. Jeg skal være klar, bevare overblikket og være i stand til at tage beslutninger på trods af, at der er krig i mit hjemland.