Gå til hovedindhold

​​​​​​​

- Jeg bygger bro mellem forskning og patienter

Sygeplejerske Trine Hørmann Thomsen sidder i en delt stilling mellem hospital og patientforening med en mission om at gøre begge parter bedre for hinanden.


Trine Hørmann Thomsen er ansat både af Rigshospitalet og en patientforening for at få begge parter så tæt på hinanden som muligt​​

- J​eg er uddannet sygeplejerske, har lavet en ph.d. og arbejder i et krydsfelt mellem patienter og forskning i en delt stilling mellem Neurocentret på Rigshospitalet og Parkinsonforeningen. Min forskning i ph.d.-studiet handlede netop om Parkinsons sygdom.

- Siden jeg startede på uddannelsen til sygeplejerske, har jeg villet have med hjerner at gøre. Du har patienter, som kan være ramt inden for stort set alle områder, lige fra fysiske symptomer, kognitive udfordringer, taleproblemer, autonome forstyrrelser, angst og depression ... ja jeg kunne blive ved… der er bare så mange lag i neurologien, og jeg bliver stadig overrasket.

- Min stilling er lidt af en pionerstilling, hvor jeg bygger bro mellem forskning og patienter. Via mit arbejde i patientforeningen får jeg en løbende, konkret viden om, hvad patienternes behov og forventninger er. Samtidig får patientforeningen en helt anden indsigt i, hvordan sundhedssystemet fungerer.

- Når jeg er på hospitalet, er de patienter, og når jeg er i foreningen, er de medlemmer. Jeg skal optimere dialogen og gøre hospitalets tilbud til patienterne bedre og gøre medlemmerne mere åbne for, hvordan behandlingssystemet virker. 

- Parkinson er en sygdom, der ikke kan kureres, så målet er at finde løsninger, der kan øge livskvaliteten og gøre hverdagen så god som mulig. Systematisk at finde ud af, hvad der virker og ikke virker ved at hente og bearbejde data fra patienternes hverdag, så vi kan finde ud af, hvad der præcist skal forskes i, og hvilke sundhedsteknologiske løsninger, vi kan arbejde på.

- Jeg har eksempelvis sammen med DTU været med til at udvikle intelligente fodsåler til skoene. Med dem kan vi objektivt følge med i, hvornår og hvor ofte patienten fryser fast i bevægelsen, hvornår de kun gå langsomt, i stillingsskift, i fald, om de støtter mere på højre eller venstre side og dermed tilrettelægge det forløb, der virker bedst muligt for den enkelte.

- En god dag er, når samarbejdet kører, at der er flow i tingene. Hvor jeg kan mærke, at mit arbejde har en virkning. Det er sgu så sygeplejerskeagtigt at sige ”gøre en forskel”, men det at have den her kontakt på tværs af patienter og faglige ståsteder … det giver så meget mening at være bindeled på det her område. 

- De dårlige dage er heldigvis sjældne, men det er bare modsat fortegn: Når samarbejdet ikke fungerer, man ikke kan finde den rigtige løsning og man bare ikke kommer nogen vegne. 

- Jeg føler mig meget heldig. Jeg hørte for nylig en udenlandsk professor inden for forskning udtale: ”Succes kan ikke måles i publikationer. Succes er hver dag at få lidt dårlig samvittighed over at få løn, for det man laver”. Så kaster folk sikkert en lille smule op i deres mund, men det passer faktisk godt på mig.





Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden