​​​​​​​

En ny landingsplads til hæmatologiske patienter

​Den nyligt fusionerede Afdeling for Blodsygdomme har etableret sin egen modtagelse, som giver færre indlæggelser og patienterne et roligt sted at lande.

Vent...


Afdelingssygeplejerske Birgith Beyer og overlæge Mette Borg Clausen i den nye akutmodtagelse, som hjælper både patienter og personale i Afdeling for Blodsygdomme. 


Efter et udfordrende fusionsforløb, der har trukket veksler flere steder på hospitalet, er der nu godt nyt fra Afdeling for Blodsygdomme. 

- Jeg vil gerne sige stor tak for den fleksibilitet og imødekommenhed, vi har oplevet fra de afdelinger, som har haft mange af vores patienter indlagt, lyder det fra afdelingssygeplejerske Birgith Skovsgaard, der nu kan fortælle om en af afdelingens nyere succeser: En modtagelse, som har eksisteret i sin nuværende form siden marts.
Modtagelsen har et undersøgelsesrum, plads til 14 senge og to kontorer, som hver huser en forvagt, en bagvagt og en sygeplejerske. Her tager man imod både akutte og planlagte patienter, samt patienter som overflyttes fra andre hospitaler. 

- Vi har prøvet at lave en model, som tilgodeser sengeafsnittene mest muligt, men funktionen hjælper også ambulatorierne, fordi nogle af dem, der kommer ind planlagt, har akutte symptomer og i stedet kommer til modtagelsen, siger Birgith Skovsgaard.

Færre bliver indlagt

Ifølge overlæge Mette Borg Clausen fungerer det nye setup rigtig godt:
- Det lyder voldsomt med fire læger, men der er virkelig meget at lave, for vi har fået hele regionen som optageområde. At vi nu sidder fysisk sammen, giver et stærkt tværfagligt samarbejde og gør det meget nemmere at løse tingene. Det er også mere roligt for patienterne at komme ind her, hvor der er en stue til dem og en sygeplejerske, der hurtigt har tid til at se dem. 

Modtagelsen har også den effekt, at flere patienter behandles ambulant og dermed slipper for at blive indlagt – en udvikling i tråd med regionens fokus på netop at omlægge flere indlæggelser til ambulante besøg. 

- Vores seneste opgørelse viser, at det i gennemsnit kun er omkring to per dag, der bliver indlagt akut fra dagfunktionen i modtagelsen. De øvrige bliver vurderet, behandlet og sendt hjem igen. Mange skal måske bare have lidt blod eller antibiotika, og så kan de gå hjem, siger Mette Borg Clausen.

- Mange af patienterne vil også helst hjem, supplerer Birgith Skovsgaard, - men når vi i dag sender patienter hjem, som vi tidligere havde indlagt, kræver det selvfølgelig, at de er grundigt informeret om, hvilke symptomer de skal være opmærksomme på, og at der er noget til at gribe dem.

Min​​dre spildtid

Af den grund etablerer afdelingen nu også et callcenter i modtagelsen, som bemandes af sekretærer, en farmakonom og en sygeplejerske, mens lægerne og sygeplejerskerne fungerer som faglig backup. Callcenteret åbner officielt 1. juli, men funktionen er allerede taget i brug og minimerer nu både ventetid i telefonen for patienter og spildtid for personale. 

- Afdelingen får 300-400 opkald i døgnet, og før havnede patienterne i lidt af et omstillingsloop, men nu bliver de stillet direkte videre til den person, der kan hjælpe dem. Jeg hørte fra en afdelingssygeplejerske, at hendes telefon havde ringet to gange på en formiddag, og hun var sådan helt… Nu kunne hun jo lave sit arbejde! Så det har allerede gjort en mærkbar forskel, siger Mette Borg Clausen.





Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor