Rigshospitalet får ny økonomichef

​Marianne Værn Thomsen tiltræder som ny stabschef i Rigshospitalets Økonomi- og Planlægningsafdeling den 1. juni.

Vent...

Det er en særdeles erfaren kvinde, som inden længe overtager roret i Økonomi- og Planlægningsafdelingen på Rigshospitalet. Marianne Værn Thomsen, der er 57 år og uddannet cand.polit., har været ansat på Rigshospitalet siden 2005 og i rollen som budgetchef siden 2011.

1. juni tiltræder hun i stillingen som ny stabschef efter Tue Jensen, der går på pension.


Marianne Værn Thomsen glæder sig til fremover at skulle arbejde med de mere overordnede strategiske linjer i forhold til Rigshospitalets rammer, udvikling og økonomi:

- Mit fokus som økonomichef vil være, at hospitalets ressourcer bliver brugt bedst muligt. Som stab er det Økonomi- og Planlægningsafdelingens fornemmeste opgave at sikre grundlaget for, at Rigshospitalets kliniske personale kan tilbyde behandling, forskning og uddannelse på højeste niveau. Derfor skal vi følge med tiden og udvikle os, så vi kan agere i den omskiftelige virkelighed og fortsat understøtte Rigshospitalet i et velfungerende samarbejde med centrene, siger hun.

Efter 16 år kender Marianne Thomsen både Rigshospitalet og Økonomi- og Planlægningsafdelingen rigtig godt:

 - Jeg tror, at det bliver en stor fordel, at jeg kender regionen, hospitalet og ikke mindst centrene og deres udfordringer rigtig godt. Samtidig har vi en velfungerende stab med de rigtige medarbejdere og de rigtige kompetencer, og vi har en høj trivsel, som jeg vil arbejde for at fastholde.

Hospitalsdirektør Per Christiansen glæder sig over, at det netop er Marianne Værn Thomsen, som træder ind i stillingen, og fremhæver også hendes solide kendskab til hospitalet:

- Rigshospitalet får med Marianne en særdeles erfaren, fagligt stærk og vellidt økonomichef. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, lyder det.

Rigshospitalet har driftsudgifter på 9,4 mia. kroner årligt.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor