Læger kan følge patienters hjertesygdom på afstand

Rigshospitalet indfører en løsning, hvor læger via patienternes mobiltelefoner og Sundhedsplatformen kan følge nogle patienters hjertesygdom på afstand. Det sparer hjertesyge for unødige konsultationer.



En app, en blodtryksmåler og en vægt. Det er alt, hvad patienterne har brug for i en ny ordning, der skal sikre, at de kun behøver komme til konsultation på hospitalet, når de har behov for det. Hver patient skal bruge fem minutter én gang om ugen på at måle blodtryk, veje sig og besvare fem spørgsmål, hvorefter data via app’en overføres til den digitale patientjournal MinSP i Sundhedsplatformen. På den måde kan lægerne hurtigere opdage forværringer i patienternes sygdom og indkalde dem til konsultation eller justere deres medicin, præcis når der er behov for det.

- Det er en anden måde at drive sundhedsvæsen på, hvor vi bryder med gamle vaner, siger en af hovedkræfterne bag, overlæge Jørn Carlsen fra Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet. 

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over løsningen, der er et godt eksempel på, hvordan mennesker med en kronisk sygdom kan få en bedre behandling med blandt andet brugervenlig og innovativ teknologi:

- Jeg er sikker på, at der kommer mange flere af denne slags løsninger, hvor behandlingen i højere grad kan tilpasses det enkelte menneskes hverdag og behov. Løsningen er rigtig god, for den gør det muligt at leve et nogenlunde almindeligt et liv, selv om man har en kronisk sygdom. Vi skal fortsætte med at udvikle et mere menneskeligt sundhedsvæsnet, hvor personalet får rammerne til at organiserer deres arbejde, så der bliver mere fokus på det, der giver me-ning for den enkelte patient. 

Kan følge patienter i udlandet

Når patienter bliver udskrevet, er der i dag faste standarder for, hvor ofte de skal komme til opfølgning og kontrol i ambulatoriet, for eksempel hver 3., 6. eller 12. måned. I nogle tilfælde resten af livet.

- Men alle forløb er forskellige, og jeg har holdt konsultationer, hvor patienternes helbredstilstand ikke havde ændret sig siden sidste konsultation. Med hjemmemålingerne får jeg ikke kun patienternes vægt, puls, blodtryk og symptomer hver 3. eller 6. måned, men hver uge. Det gør, at jeg kan holde øje med deres sygdom på både kort og lang sigt og skræddersy forløbet til hver enkelt, siger Jørn Carlsen. 

- Jeg har for eksempel ændret behandlingen for en patient, der arbejder i udlandet, fordi jeg kunne se på hans hjemmemåling, at han havde behov for en anden dosis medicin. Vi har patienter boende rundtomkring i Danmark, og det er lettere for dem, at vi kan følge dem på afstand, end at de skal herind, hvis de ikke har behov for det, tilføjer han og understreger, at pati-enterne fortsat vil komme til konsultationer og kan ringe, hvis de mærker forværring eller har spørgsmål.

Trygt for patienterne at blive fulgt tættere

Ifølge overlægen vil de hyppige hjemmemålinger give bedre muligheder for at opdage, hvis sygdommen udvikler sig i en negativ retning, måske før patienten selv mærker symptomerne. 

Den nye digitale løsning er udviklet i samarbejde mellem Rigshospitalet, Telemedicinsk Viden-center og Center for IT, Medico og Telefoni med støtte fra Region Hovedstaden. 

I Hjerteforeningen ser administrerende direktør Anne Kaltoft også gode muligheder for den nye digitale løsning:

- Der er et rigtig godt supplement til det sundhedsvæsen, vi kender i dag. Vi ved fra andre lignende projekter, at mange patienter har glæde af telemedicin. Løsningen understøtter det individualiserede patientforløb, der tager udgangspunkt i den enkelte patients livssituation og er et godt tilbud til de patienter, som både fysisk og mentalt har overskud til den grad af egenomsorg, som ordningen kræver. For nogle hjertepatienter kan det være en stor fordel med et alternativ til det fysiske fremmøde til kontrol, siger Anne Kaltoft. 

For mere information kontakt:
Region Hovedstadens pressevagt 70 20 95 88
Overlæge Jørn Carlsen fra Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet via pressekonsulent Louise A. Poulsen, louise.andresen.poulsen@regionh.dk, 
29 77 88 13
Fakta: 
  • Hospitalet udleverer en vægt og en blodtryksmåler til patienten. Når patienten har målt sit blodtryk og vejet sig, indlæses værdierne via bluetooth i telefonen. Patienten skal taste ja eller nej til fem spørgsmål. Det tager cirka fem minutter én gang om ugen. 
  • Patienten får på telefonen installeret en app, som sender sundhedsdata ind i MinSP, som er Sundhedsplatformens digitale journal for patienter. Kun patienten og hospitalet har adgang til data. 
  • 15 patienter har indtil videre deltaget i en forsøgsordning, og nu er løsningen klar til at blive udvidet til flere hjertepatienter og andre patientgrupper. Med justeringer kan den bruges til eksempelvis diabetikere, hjerte- og lungetransplanterede samt patienter med forhøjet tryk i lungekredsløbet, hjertesvigt og karsygdomme. 
  • Hjemmemålingerne og det ændrede konsultationsmønster kan være en af løsningerne på, at sundhedsvæsenet får flere patienter, laver flere behandlinger og tilbyder flere behandlingsmuligheder.
Redaktør