Lunge-fysioterapi er en vigtig del af coronabehandling

​På Rigshospitalets sengeafsnit for patienter med COVID-19 udfører fysioterapeuterne en afgørende del af behandlingen, der kan hjælpe med at holde patienter ude af intensiv

Fysioterapeut Marie Glover behandler patienter med COVID-19 med blandt andet ilt og åndedrætsøvelser.

Indsatsen fra læger og sygeplejersker bliver ofte nævnt og påskønnet under corona-pandemien. Men en anden faggruppe spiller en stor rolle i behandlingen af patienter med COVID-19, nemlig fysioterapeuterne. 

På Rigshospitalets sengeafdeling for coronasmittede patienter, COVID Intermediært Afsnit, fremhæver afsnitsleder og overlæge Ole Kirk den virkning, fysioterapeuternes arbejde har.

- Fysioterapeuternes indsats gør en kæmpe forskel i behandlingen af COVID-19-patienter. Derfor har vi også fysioterapeuter i vagtplanen her i sengeafsnittet. Deres træning giver patienterne bedre iltning og forebygger, at nogle afsnit af lungerne klapper sammen. Vi kan se, at de kan gøre en forskel i forhold til, om COVID-19-patienterne bliver så dårlige, at de får brug for at komme på intensiv afdeling, siger han. 

Problemer med vejrtrækningen

Behandlingen består – ud over forskellige former for ilttilførsel og overtryksbehandling i lungerne – af åndedrætsøvelser og i at sikre, at patienterne får bevæget sig og sidder og ligger i hensigtsmæssige stillinger. 

- Det er meget vigtigt at ventilere lungerne. Mange af patienterne med COVID-19 er stakåndede og oplever problemer med at trække vejret. Her er det vigtigt at træne vejrtrækning, så der kommer ilt ud i kroppen og ro på vejrtrækningen, fortæller fysioterapeut Marie Glover fra Rigshospitalets Klinik for Ergo- og Fysioterapi.  

Hjælp til at komme af med slim

Et af symptomerne på, at man er smittet med coronavirus, er tør hoste. Men fysioterapeuterne oplever, at en del af patienterne med COVID-19 har slim i lungerne, og det risikerer at forværre deres tilstand, forklarer Ole Kirk. 

- Når der er ophobning af slim i luftvejene, er der højere risiko for infektion, så patienten for eksempel får en lungebetændelse oveni, hvilket forværrer tilstanden.

Fysioterapeuterne er også opmærksomme på det problem.

- Vi laver øvelser med patienterne, der hjælper dem til at hoste slimen op. Vi har teknikker til at ’støde’ og hoste, og det hjælper også meget, hvis patienten er så aktiv som muligt. Når noget af slimen bliver løsnet, hjælper det også på vejrtrækningen, fordi slimen ligger og blokerer for, at en del af ilten kommer ud i blodbanen, siger Marie Glover.



Redaktør