
De bedste idéer ligger ofte lige for næsen af os, men kan være svære at puste i gang. Det kan farmaceut Bettina Nygaard Nielsen og hendes kolleger i Juliane Marie Centrets Anæstesi- og Operationsklinik skrive under på. Siden 2013, hvor en klinisk undersøgelse af den smertestillende næsespray blev gennemført på Rigshospitalet, har de arbejdet på at gøre næsesprayen tilgængelig for børn – også uden for Rigshospitalet. Den smertestillende næsespray kan bruges ved mindre, men smertefulde indgreb, både i akutte og planlagte forløb, hvor der er behov for hurtig og kortvarig smertelindring af barnet.
Nu har projektet fået et afgørende gennembrud: Bettina Nygaard Nielsen og holdet bag næsesprayen, som også tæller eksterne konsulenter, har fået grønt lys af det europæiske lægemiddelagentur, EMA, til at iværksætte den udviklingsplan, der skal sikre næsesprayens vej ind på det europæiske marked.
Columbusægget klækker
– Man kan undre sig over, at ingen har fået ideen før, når nu næsesprayen er opfundet. Det virker så indlysende, at en smertestillende næsespray er et rigtig godt alternativ til oral eller intravenøs medicin, netop fordi barnet slipper for at opleve smerter ved at blive stukket. Men sådan er det jo med historien om Columbus og ægget. De gode ideer skal først klækkes, siger Bettina Nygaard Nielsen.
Meget af den medicin, der i dag anvendes til smertelindring ved mindre indgreb, er ikke godkendt til brug hos børn. Der mangler et godt alternativ, og derfor valgte Bettina Nygaard Nielsen og hendes kolleger at gå ind i det store arbejde med at få godkendt en udviklingsplan for næsesprayen, så den på sigt kan blive et tilbud til alle børn:
- Der er helt klart et behov for en hurtigvirkende smertestillende behandling, som kan gives, uden barnet skal stikkes. En behandling som er let at anvende for sundhedspersonalet, og som er godkendt til børn i alle aldre. Nu kan vi forhåbentlig realisere vores visioner for næsesprayen og tilføje endnu et skyts i kampen mod børns smerter – også uden for hovedstaden og landegrænserne, siger Bettina Nygaard Nielsen.
Stigende efterspørgsel
Næsesprayen har allerede skabt ro og tryghed for mange børnefamilier, siden den – i sin nuværende form – blev tilgængelig på Rigshospitalet for fem år siden. Men mange flere børn og forældre kan få gavn af det skånsomme pust, og efterspørgslen stiger.
-Vi får ofte henvendelser fra det akutte og præhospitale område, for eksempel ambulancer og akutmodtagelser, som meget gerne vil tage behandlingen i brug. Så der er uden tvivl et stort udækket behov, siger Bettina Nygaard Nielsen.
Projektet har været finansieret af Novo Nordisk Fonden og Region Hovedstaden. Planen er nu at søge midler og indlede et samarbejde med aktører fra det private erhvervsliv, for eksempel medicinalvirksomheder. På den måde kan næste fase af projektet blive finansieret, og næsesprayen kan inden for få år blive lanceret på markedet og blive tilgængelig for børn rundt om i landet og Europa.