Ny centerdirektør på Rigshospitalet

​Jannick Brennum tiltræder 1. juli 2018 som centerdirektør i Neurocentret.



Jannick Brennum, overlæge, dr.med., MHM, er 58 år og har siden 2008 været klinikchef i Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet. Før det var han ledende overlæge på Neurokirurgisk Afdeling på Glostrup Hospital. 

Jannick Brennum har indsigt i begge hospitalets matrikler og godt kendskab til både Neurocentret, Rigshospitalet og det danske sundhedsvæsen. Han er kendt som en stærk lægelig leder med meget store faglige, organisatoriske og ledelsesmæssige kompetencer.
 
- Jeg er meget stolt af at få lov til at stå i spidsen for et center, hvor der er så højt et fagligt niveau og så mange dygtige og dedikerede ansatte. Neurocentret skal tilbyde klinik, forskning og uddannelse på højeste internationale niveau - og vi skal være patienternes foretrukne valg, siger Jannick Brennum. 

Neurocentret behandler patienter med sygdomme i centralnervesystemet – nerver, hjerne og rygmarv – på højt specialiseret niveau. Neurocentret modtager patienter fra hele landet. Centret har til huse både på Blegdamsvej, i Glostrup, Hvidovre og Hornbæk med i alt 1400 årsværk, fordelt på 7 klinikker. Dertil kommer Regionsfunktion for hjemmerespiratorordninger (RHO) og Region Hovedstadens hjælpeordning for respiratorbrugere (RHR). 





Redaktør