Medlemmerne af det europæiske stamcelle-selskab, Cardiovascular Cell Therapy, har i år valgt at give deres forskningspris til den danske professor Jens Kastrup. Han er leder af kardiologisk Stamcellecenter på Rigshospitalet og får prisen for sin vedholdende indsats for at forbedre prognosen for hjertepatienter med udvikling og forbedring af den nyeste stamcelle- og genteknologi. Professoren er i øjeblikket i gang med både nationale og internationale forsøg, hvor stamceller bruges i behandling af hjertesvigt.

I begrundelsen for valget af Jens Kastrup bliver blandt andet fremhævet hans konsistente bidrag til videnskab, som er anvendeligt for patienterne. Jens Kastrup modtog prisen i sidste uge ved selskabets årlige, videnskabelige stamcellemøde i Madrid.
Ifølge Jens Kastrup er prisen en særlig betydningsfuld, fordi det er kollegerne inden for området, som vælger prismodtageren.
- Det betyder meget for mig, at andre hjertelæger med fokus på stamceller vurderer, at mit arbejde er på et niveau, som er godt nok til at markere med en pris. Men det er ikke kun en pris til mig, for det er en anerkendelse af hele vores forskningsgruppe. Vi er en gruppe, som arbejder hårdt for at udvikle en behandling til gavn for patienterne, siger Jens Kastrup.
Cardiovascular Cell Therapy startede som et fagligt netværk og har nu karakter af et fagligt selskab under det europæiske hjerte-selskab, ESC. Netværket indgår nu i en transatlantisk alliance med kollegerne i Nordamerika. Samarbejdet skal være med til at udbrede stamcelle- og genteknologien til hjertepatienter verden over.