Amani Meaidi modtager Matas-legat til hjerteforskning

​​Projekt skal undersøge bivirkninger hos lægemiddel, der standser kraftige blødninger.

I forbindelse med Hjerteforeningens årlige legatuddeling har læge Amani Meaidi modtaget et Matas-legat til sit forskningsprojekt ”Risikoen for blodpropper blandt kvinder, der bruger lægemidlet tranexamsyre”. 

Tranexamsyre er et blødningsstandsende lægemiddel, som gives til folk, der bløder voldsomt eller har risiko herfor. Det gives hovedsageligt til kvinder med kraftige og invaliderende menstruationsblødninger. 

- Lægemidlet er effektivt i behandlingen af kraftige blødninger, men det er også i stand til at danne blodpropper i kroppen. Vi ved ikke, hvor hyppig denne bivirkning er, fortæller Amani Meaidi fra Gynækologisk afdeling, Rigshospitalet. 
Det nye studie er et registerstudie, der vil undersøge, om tranexamsyre øger risikoen for blodpropper hos de kvinder, som anvender lægemidlet, og hvor stor denne risiko er. 

Ved at kende risikoen for blodpropper ved brug af tranexamsyre, kan læger bedre vejlede kvinder ved behandlingen af kraftige blødninger og vælge den mest effektive og sikre behandling.



Redaktør