Gå til hovedindhold
Patienthotel_restaurant

​​​​​​

Praktisk information om dit ophold på Patienthotellet

​Vi har samlet de vigtigste informationer om opholdet og hverdagen på Patienthotellet. Hvis du har flere spørgsmål, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

​Det skal du have med

Du skal huske at medbringe tøj, toiletsager og medicin. Vi anbefaler, at du pakker behageligt tøj, som du føler dig godt tilpas i. Du kan vaske dit tøj på hotellet mod betaling.​

Det er også en god idé at pakke din mobiltelefon, en god bog, dit strikketøj eller noget andet, som du kan slappe af med under dit ophold på hotellet. 

Computer, ure, smykker, kontanter og andre værdigenstande medbringes på eget ansvar.

Rygning er ikke tilladt

Rigshospitalet har rygeforbud på hele matriklen inde og ude. Forbuddet gælder også e-cigaretter.  
Du må kun ryge i de særlige rygezoner. Du kan også ryge i Amorparken som ligger lige ved siden af hotellet.

Dit værelse

Du får dit eget værelse med eget bad og toilet. Der er TV og gratis internetadgang på værelserne samt safetyboks, svaleskab, elkedel, hårtørrer samt gratis te og kaffe. Alle værelser er udstyret med nødkald, så du hurtigt kan få fat i vores plejepersonale, hvis du får det dårligt. 

Dit værelse står klar til dig fra kl. 14, den dag du ankommer, og skal forlades senest kl. 11 på afrejsedagen.

Døgnbemandet reception

Receptionen betjenes døgnet rundt med sygeplejersker, som kan hjælpe dig med information og vejledning. Sygeplejersken kan også hjælpe med kontakt til afdelingen, det praktiske omkring dit ophold og bestilling af transport. 

Privatliv og selvbestemmelse​

På Patienthotellet styrer du selv din dag. Som gæst har du selv ansvaret for at overholde tidspunkterne for måltider, ligesom det også er dit eget ansvar at overholde aftaler til undersøgelse, behandling eller genoptræning på hospitalets afdelinger. Du bestemmer selv, hvornår du vil have besøg, og hvornår du vil være alene. Hvis du forlader hotellet beder vi dig give besked i receptionen. ​​​​​

Fællesrum

På hver etage er der indrettet et loungeområde for vores gæster. Her kan du hygge dig med besøgende, nyde en kop kaffe eller te, slappe af med en god bog eller få en snak med de andre gæster.

Træningsrum 

Der er indrettet et mindre træningsrum med motionscykler, bolde, ribber og måtter.

Kost og ernæring

Et godt måltid mad er vigtigt for at bevare kræfterne og komme godt igennem behandlingen. Derfor lægger vi vægt på at servere sund, nærende og lækker mad for vores gæster. ​


Vi får maden fra Rigshospitalets centralkøkken, og vores køkkenpersonale varmer, anretter og serverer maden i spisestuen. Vi serverer morgen–, middag– og aftenbuffet samt eftermiddagskaffe. Om aftenen har du mulighed for at nyde en sandwich eller lidt dessert, inden du går i seng. Kaffe, te og chokolade kan trækkes i spisestuens automat.

Du er altid velkommen til at tage en snak med vores køkkenpersonale, hvis du har spørgsmål til maden eller særlige ønsker omkring din kost.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden