For tredje år i træk afholder Dansk Råd for Genoplivning, TrygFonden og Rigshospitalet årets Genoplivningskonference. Gennem oplæg, diskussioner og paneldebatter vil de etiske perspektiver ved genoplivning blive belyst med borgerens, sygeplejerskens, lægeassistentens og lægens øjne.

Hjerteløber og lægeassistent på programmet
Det faglige program er sammensat af Fredrik Folke, forskningschef i Region Hovedstadens Akutberedskab, overlæge Jens Rosenberg, Medicinsk Afdeling Glostrup, Amager og Hvidovre Hospitaler samt professor Christian Hassager, Rigshospitalet og medlem af Dansk Råd for Genoplivnings bestyrelse.
"Vi har samlet en række relevante personer på området, der kan bidrage til diskussionen om genoplivning og etik. Blandt andet vil en hjerteløber fortælle om, hvordan det er at løbe ud til et hjertestop, hvor de pårørende ikke ønsker genoplivning. Og vi har inviteret lægeassistent Michael Jensen fra Akutberedskabet til at fortælle, hvordan ambulancepersonalet oplever scenariet med en hjerteløber på stedet," siger forskningschef Fredrik Folke.
Deltagerne kan derudover høre oplæg af Poul Jaszczak, formand for arbejdsgruppen 'Etik ved livets afslutning' ved Etisk råd, udviklingssygeplejerske Inge Jekes, overlæge Marie Seibæk og professor, dr. med. Jacob Eifer Møller.
Vær med til at præge debatten
Som deltager får du mulighed for at give dit eget bud på, hvilke forudsætninger der er vigtige for at træffe valg om genoplivning. I løbet af dagen vil forskere og fagpersoner diskutere konkrete etiske spørgsmål i en paneldebat med input fra salen, og der vil være mulighed for at netværke med de øvrige deltagere.
Tilmeld dig konferencen
Genoplivningskonferencen bliver holdt onsdag den 5. december 2018 kl. 10-17 på Rigshospitalet, Auditorium II og prisen for at deltage er 400,- med frokost og netværk.
Se programmet for dagen her – og tilmeld dig via dette link.