Gå til hovedindhold

​​​​​

Lommekort: Udredning af synsvanskeligheder efter erhvervet hjerneskade

​Her kan du hente et lommekort, som består af udvalgte spørgsmål til anamneseoptag og en beskrivelse af to test af synsfeltudfald og øjenfølgebevægelser (bemærk at det ikke kan erstatte en grundig synsudredning).

Lommekort i lomme, modelfoto

Afdeling for Hjerneskader, Rigshospitalet, og Videnscenter for Neurorehabilitering har i samarbejde udarbejdet et lommekort, der kan anvendes af fagprofessionelle til udredning og vurdering af syns- og visuelle vanskeligheder samt visuelle opmærksomhedsforstyrrelser. 

Lommekortet er oprindelig udviklet sammen med læger fra Afdeling for Hjerneskader og er blevet benyttet ved temadage om synsvanskeligheder målrettet fagprofessionelle. ​

Lommekortet består af:

  • ​Ni udvalgte spørgsmål som fagprofessionelle kan anvende til anamnese. Spørgsmålene er frit oversat fra ’Cerebral Vision Screening Questionnaire’, Neumann, Schaadt, Reinhart & Kerkhoff (2016).
  • ’H-konfiguration’, en test af øjenfølgebevægelser. En beskrivelse af hvordan testen udføres og tolkning af testen.
  • ’Synsfelt for hånd’, synsfeltundersøgelse. En beskrivelse af hvordan testen udføres og tolkning af testen.

  • Fem ”red flags”  der kan være tegn på akutte tilstande, og hvor en læge straks bør kontaktes.


Hvorfor netop disse spørgsmål og tests?​

Lommekortet viser kun et udpluk af spørgsmål til anamneseoptag og test blandt mange mulige. Det kan ikke erstatte en grundig synsudredning.​

​De valgte spørgsmål og test indgår som en del af de anbefalinger, som bliver præsenteret i bogen 'Clinical Pathways in Stroke Rehabilitation. Evidence-based Clinical Practice Recommendations' med professor Thomas Platz som redaktør.

​Udvalgte kapitler fra bogen er oversat til dansk og kan læses hos ViC - Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering: Læs ​Resumé 8: Synsforstyrrelse og spatiel neglekt​​


Vigtig information før du henter lommekortet​

Lommekortet er udviklet i forbindelse med temadage: 'Synsvanskeligheder som følge af erhvervet hjerneskade - Udredning og vurdering fra forskellige faglige perspektiver' afholdt af Afdeling for Hjerneskader, Rigshospitalet og Videnscenter for Neurorehabilitering. 

Hvem er målgruppen for lommekortet?​

Målgruppen for temadagene var fagprofessionelle, der til daglig arbejder med personer med følger efter erhvervet hjerneskade. Lommekortets indhold er på temadagene blevet gennemgået og de to test er blevet demonstreret og afprøvet blandt deltagerne. 

Lommekortet kan anvendes af fagprofessionelle, der til daglig arbejder med personer med følger efter erhvervet hjerneskade. Vær opmærksom på, at spørgsmålene til anamneseoptag og de to test af synsfeltudfald og øjenfølgebevægelser ikke kan stå alene og kræver en grundig synsudredning og vurdering med inddragelse af flere faggrupper.  

Arbejder du med rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade i et regi, hvor der ikke er lægefaglig kompetence tilgængelig, kan du benytte de valgte test og spørgsmål til anamneseoptag som et udgangspunkt ved mistanke om synsvanskeligheder. Alle nye fund bør konfereres med en læge.

Ved akut tilstand kontakt altid en læge.

Vær opmærksom på

Lommekortet viser udvalgte spørgsmål til anamneseoptag og to udvalgte test af synsfeltudfald og øjenfølgebevægelser blandt mange mulige, som vi i samarbejde med Afdeling for Hjerneskader peger på, at man som minimum bør have kendskab til. 

Bemærk, at lommekortet ikke kan erstatte en grundig synsudredning.  


Printvejledning:

Lommekortet kan printes på et almindeligt A4-papir. 

Bemærk, at printerindstillingerne oftest har som standard, at der ved udskrift på begge sider af papiret ”vendes på den lange side”, hvilket giver et lommekort, hvor nogle af siderne vender på hovedet, når man folder lommerkortet.

Vi anbefaler derfor, at du ved udskrift udskriver på begge sider af papiret, hvor papiret ”vendes på den korte side”. På denne måde får du mest muligt ud af dit udskrevne lommekort.

​​For at få trykt et lommekort i A6-format, der passer i en lomme i, skal du sende lommekortet til et professionelt trykkeri. Vælg den version, der hedder 'Download lommekort til tryk' ovenfor, og send filen til trykkeriet.​



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden