Når en borger bliver syg, er det ofte en god idé at afstemme forventninger med de pårørende tidligt i forløbet. Pårørende er ofte den gennemgående støtte for borgeren og en vigtig ressource i dialogen med de fagprofessionelle.
Borgerens mestring af egen situation vil i mange tilfælde afhænge af den pårørendes viden og kompetencer i forhold til at være støtte og omsorgsperson - og derfor bør inddragelse af pårørende i borgerens forløb ske tidligt og systematisk.
Inddragelse i forhold til egne behov
Det kan være hårdt at være pårørende, og en borgers forløb kan påvirke den pårørende fysisk, psykisk, socialt og økonomisk. Derfor er det også vigtigt at inddrage den pårørende systematisk forhold til den pårørendes egne behov for hjælp og støtte.
Guide til forventningssamtalen
Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) har udviklet en guide med seks vigtige punkter målrettet kommunale medarbejdere på eksempelvis plejehjem, sundhedscentre og i hjemmeplejen, som kan have brug for at forventningsafstemme et samarbejde med pårørende.
Guiden er ikke diagnosespecifik og indeholder vigtige opmærksomhedspunkter, som også vil være relevant viden for fagprofessionelle i andre regi end kommuner.