"Det er afgørende, at kommunerne ikke blot indgår som casemateriale, men som ligeværdige parter, der sammen med praksissektor og sygehussektor er med til at definere og prioritere de problemstillinger, som forskningen skal løse".
Det er en af de anbefalinger, som VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, kom med i en rapport tidligere i år på baggrund af en kortlægning og behovsafdækning af området for tværsektoriel sundhedsforskning i Region Syddanmark med kig til de øvrige regioner.
Martin Sandberg Buch, projektchef i VIVE, forklarer her, hvorfor det er essentielt at få kommunerne med som en ligeværdig part i forskning og udvikling på sundhedsområdet.
Foto: Der er meget langt fra en akademisk forskningsartikel til noget, der kan anvendes i en kommunal hverdag, siger Martin Sandberg Buch.
Hvorfor er kommunerne en vigtig aktør i den tværsektorielle sundhedsforskning?
- Det handler om, at der i øjeblikket sker en meget stor forskydning af
opgaver inden for sundhedsvæsenet. Den kommunale sektor får stadig flere sundhedsopgaver og udvikler sig markant - i forhold til brugen af ny teknologi, behandlingsmuligheder og hjemmebehandling - en udvikling der tidligere stort set udelukkende var dikteret af sygehusene. Forskningen er dog ikke fulgt med og foregår stadig meget hospitalsnært.
I de tilfælde, hvor kommunerne indgår i forskningsprojekter, er det ofte som leverandører af en case eller datamateriale. Det giver et ulige samarbejde, hvor det er den ene part, der dikterer rammerne, og den anden part, der skal stille sig til rådighed for levering af data. Der er derfor et stort behov for at se og anerkende kommunerne som en mere ligeværdig samarbejdspartner, når forskningsprojekter skal udarbejdes og defineres.
Et sundhedsvæsen, hvor størstedelen af opgaverne foregår i kommunerne og
primærsektoren, men forskningen er affødt med afsæt i hospitalsstandarder, har en misbalance, og det efterlader et stort videnshul.
Hvilke udfordringer er der i forhold til at få kommunerne med på lige fod?
- At få koblet det praksisnære til forskning er svært. Der er en grundlæggende modsætning mellem, hvad der er god forskning, og de behov, der er i en driftsorganisation, som en kommune jo i bund og grund er.
Tidsperspektivet hos forskerne er meget langt. For en forsker er fem år ikke lang tid fra idé til publicering af forskningsresultater, men det er rigtig lang tid at vente i en kommune på noget, der måske - og måske ikke - kan anvendes i praksis.
For forskere er metoden også afgørende, og det er vigtigt med en kontrolgruppe, når man for eksempel laver klinisk forskning. Men i en kommunal hverdag giver sådan et setup en masse praktiske problemer. Det udløser et 'metodecirkus', for det er ikke engang sikkert, at der kan findes nok borgere i kommunen, der lever op til forskerens kriterier. Det er langt nemmere at konstruere sådan et setup i et hospitalsambulatorium.
Desuden er der et kultursammenstød mellem forskerens behov for at publicere videnskabelige artikler, der kan fremgå på CV'et og give troværdighed og tyngde i forskningsmiljøet, og de kommunale fagpersoners behov for konkret og brugbar viden, som de kan anvende, når de skal hjælpe borgerne i dagligdagen.
Og så er det nemmere sagt end gjort at få kommunene med ombord i forskningsprojekter, da kommunerne langt fra er ens og heller ikke har de samme ressourcer til udvikling og forskning som regionerne.
Hvad kan løsningerne være?
- Det er vigtigt at få skabt forskningsmiljøer, der interesserer sig for det praksisnære, at tænke langsigtet og invitere kommunerne til at være med.
En betingelse for at lykkes, så det ikke bare bliver sniksnak, er selvfølgelig at afsætte ressourcer til det. Det kunne være spændende, hvis nogen ville oprette et decideret tværsektorielt
forskningscenter, hvor kommunerne skal sidde med i et advisory board. Hvis man vil godt fra start, skal man desuden gøre op med storebror/lillebror-tankegangen og få det gjort
på en ordentlig og inkluderende måde.
Tværsektorielle forskningscentre er nødt til at interessere sig for andet end bare at publicere forskningsartikler. De er nødt til at forstå behovet for løbende at stille
praksisnær viden til rådighed ved at få oversat forskningsresultaterne til: 'Hvad kan I bruge det her
til?'.
Det handler måske også som forsker om at have et bredere perspektiv på
ens vidensdeling, at udstille best practice på området, afholde seminarer og at medvirke til at udgive letlæst formidling. Der er meget langt fra en akademisk forskningsartikel til noget ,der kan anvendes i en kommunal hverdag.