Københavns Kommunes rehabiliteringscenter for borgere med erhvervet hjerneskade, Neurorehabilitering – Kbh, har årligt i omegnen af 1400 forløb.
Det giver ifølge centerchef Susanne Lorentzen fra Neurorehabilitering - Kbh, både nogle særlige muligheder for at forske med udgangspunkt i borgerne, men det giver også en særlig forpligtigelse til at vidensdele.
Susanne Lorentzen fortæller her, hvorfor centeret prioriterer forskning i neurorehabilitering med et tværfagligt og tværsektorielt fokus, og hvilke udfordringer der kan være ved at forske på den måde.
Hvorfor er det vigtigt at forske i neurorehabilitering i kommunerne?
- Det skal vi først og fremmest, fordi vi både nu og i fremtiden fortsat skal tilbyde indsatser på et højt fagligt niveau. Der er ikke meget evidens inden for neurorehabilitering, så vores indsatser og andre indsatser bygger på best practice og kliniske erfaringer. Det er derfor utrolig vigtigt, at vi bliver ved med at forske og udvide den evidens, der er på området, så vi kan være sikre på, at de behandlinger, vi tilbyder, er de mest effektive.
Noget andet er, at opholdene på hospitalerne er blevet kortere og kortere, så vi får borgerne tidligere end før. Det gør også, at forløbene tidligt er meget mere komplekse end før, og at vi har borgerne i meget længere tid. Kommunerne står dermed med langt flere data inden for neurorehabilitering end nogensinde før, og det giver et godt grundlag for forskning og systematisk opsamling af data.
Hvordan kom I i gang?
- Vi kom for alvor i gang, da beslutningen om at hjemtage det specialiserede område blev truffet - der fik vi lagt det ind som et af vores fokusområder. Et af midlerne har været at få skabt en organisering, der kan understøtte et forskningsmiljø og at få skabt samarbejde på tværs af sektorer ved at indgå i projekter sammen med hospitaler. Desuden har det været vigtigt for os at få beskrevet, hvorfor forskningen er vigtig, og hvad den kan bidrage til.
Inddragelse af borgerne har også været helt elementært. Det er vigtigt for os at forske i noget, der er relevant for
borgerne, og også gerne i noget, der ikke er meget viden om i forvejen, så det kan gøre en forskel i praksis. Det skal både være borgernært og praksisnært, så hele organisationen kan se sig selv i det.
Hvad har de største udfordringer været?
- Deling af data er faktisk et område, der er rigtig svært på tværs af sektorer, og det er en ting, som vi har været meget optagede af. I et af vores konkrete projekter med Bisbjerg Hospital tog det seks måneder at finde en løsning på, hvordan vi kunne opbevare data, som begge matrikler kunne tilgå. Så de digitale, administrative udfordringer, der kan være ved at samarbejde tværs, skal man være forberedt på.
Hvilke råd kan du give til andre kommuner?
- Giv jer tid til at drøfte i organisationen, hvad I vil opnå med forskningen, og hvor der er områder, hvor forskning vil kunne bidrage til jeres kerneopgaver og indsatser. Hvis man som kommune ikke er vant til at arbejde systematisk med kvalitetsudvikling og datadrevne projekter og har stærke ressourcer inden for projektledelse, så kræver det nogle grundige overvejelser om organisering, at få afsat midler og at få lavet en implementeringsplan. Det kan også være en god idé at opbygge relationer til etablerede forskningsmiljøer og indgå samarbejde med andre.
Vi får mange henvendelser og underviser også gerne. jeg synes, når vi er så stort et sted med både rehabilitering på specialiseret og avanceret niveau og har adgang til så mange data, så er det helt nødvendigt, at vi selvfølgelig bidrager til forskningen og genererer ny viden, der ikke kun til gavn for københavnere.
Der er jo for at generere viden, som kan og skal bruges, at vi gør det. Der er en masse sekundære gevinster ved at få viden om hinandens praksis - og et styrket og tættere samarbejde på tværs.