"Vi måtte erkende, at hvis ikke vi tager initiativet, så bliver samtalen ofte ikke taget", siger Julie Schou Hansen fra forskningsenheden ved Neurorehabilitering – Kbh (foto: Pernille Søndergaard)
Seksualitet er en vigtig del af neurorehabilitering. Ikke som et ekstra tema, men som noget helt grundlæggende og essentielt, som har betydning for livskvalitet, identitet og intimitet efter en erhvervet hjerneskade , også efter en erhvervet hjerneskade. Men selv om mange fagprofessionelle godt ved, at det er et vigtigt emne, bliver det ofte overset i praksis.
I Neurorehabilitering – Kbh har man i de seneste år forsøgt at åbne op for emnet ved at finde ud af, hvilke barrierer der er blandt medarbejderne, og hvordan det konkret kan gribes an.
Sygeplejerske Julie Schou Hansen fra forskningsenheden ved Neurorehabilitering – Kbh fortæller her, hvordan hendes arbejdsplads kom i gang:
Hvordan får man som tværfaglig arbejdsplads taget hul på emnet seksualitet?
- Hos os begyndte det egentlig med en undren. På NKBH gennemfører vi systematisk brugerundersøgelse hvor bla. spørgsmål om seksualitet indgår. Disse tal viste, at meget få borgere oplevede, at seksualitet blev adresseret under deres genoptræningsforløb.
- Det satte nogle refleksioner i gang: "Hvorfor taler vi ikke om det, og hvad står i vejen?" Vi måtte erkende, at hvis ikke vi tager initiativet, så bliver samtalen ofte ikke taget. Mange borgere venter på, at vi som fagpersoner åbner op for emnet.
Hvad har I konkret gjort for at komme i gang?
- Vi begyndte med at undersøge, hvad der stod i vejen i praksis. Det viste sig hurtigt, at det ikke var én ting, men flere. Det handlede for medarbejderne om usikkerhed, manglende viden, uklart ansvar og en bekymring for at overskride borgerens grænser.
- Derfor samlede vi en tværfaglig arbejdsgruppe og begyndte at gøre det mere konkret. Først udarbejdede vi en arbejdsgang og udviklede små hjælpekort, som kan støtte medarbejderne i at tage hul på samtalen, samt vide hvor de kan henvise videre.
- Dernæst gennemførte vi tværfaglig undervisning i både 2023 og 2025 med fokus på seksualitet og hjerneskade, herunder ændringer i lyst, identitet, relationer og kropsopfattelse. Sideløbende hermed er emnet også løbende blevet drøftet i monofaglige fora.
- Vi har desuden koblet det til andre rehabiliteringsindsatser, fx inkontinens, hvor der er en tydelig sammenhæng til seksualitet og samliv. Et vigtigt fokus har været at gøre seksualitet til en integreret del af den samlede rehabilitering – ikke et særskilt eller “ekstra” tema.
Hvad har fungeret godt / mindre godt?
- Sygeplejerskerne har det overordnede ansvar for området, men dét, der for alvor har gjort en forskel, er, at opgaven ikke står alene hos dem. Den er blevet et fælles anliggende.
- Alle medarbejdere har fået viden og kompetencer til at tage et medansvar for at tale om seksualitet. Det har gjort det lettere at stå i og mere legitimt. Det har også haft stor betydning at arbejde med konkrete redskaber, som gør det nemmere at tage hul på samtalen.
- En udfordring er, at seksualitet berører personlige værdier, grænser og erfaringer hos medarbejderne. Det betyder, at kompetenceudvikling ikke alene handler om viden, men også om refleksion over egen praksis og egne holdninger.
Hvad vil I gerne gøre mere af?
- Vi vil styrke og vedligeholde kompetencerne og arbejde for, at emnet bliver en naturlig del af introduktion og daglig praksis. Derudover vil vi gerne blive bedre til at systematisere, hvordan samtalen tages, så det ikke afhænger af den enkelte medarbejders initiativ.
Hvilken forskel gør det for jeres borgere, når emnet bliver adresseret og taget alvorligt?
- Vi har ikke systematisk målt effekten, men praksiserfaringer viser, at når medarbejderne åbner samtalen, vil borgerne gerne vil tale om seksualitet.
- Mange borgere virker lettede over, at nogen bringer det op. Det kan skabe ro og give plads til spørgsmål og bekymringer, som ellers fylder i det stille.
- Og måske vigtigst: Det giver en oplevelse af at blive set som et helt menneske, ikke kun som en person med en hjerneskade.
Hvilke tilbagemeldinger har I fået?
- Medarbejderne siger, at det er vigtigt, og at det giver mening. Men de siger også, at det er svært. Der er stadig en usikkerhed i forhold til, hvordan man gør det i praksis, især når det gælder timing, formuleringer og grænser. Det hænger blandt andet sammen med, at seksualitet fylder meget lidt i mange grunduddannelser.
Hvad betyder ledelsens opbakning i dette?
- Det betyder alt. For det handler i høj grad om kultur, herunder hvad vi opfatter som vores kerneopgave. Når ledelsen tydeligt prioriterer området og giver plads til, at vi kan arbejde med det, så bliver det legitimt. Ellers risikerer det at blive noget, den enkelte må finde tid og mod til alene.
Julies gode råd til andre arbejdspladser, som vil i gang
- Start med at være nysgerrige på egen praksis: Hvornår taler vi om seksualitet – og hvornår gør vi ikke?
- Accepter, at det er et område, der kan føles svært, og at det tager tid at blive tryg i.
- Gør det konkret og fælles, så det ikke bliver op til den enkelte.
- Og vigtigst af alt: Vent ikke på, at borgeren tager det op. Ofte er det os, der skal tage det første skridt.
Af Maria Stove, Videnscenter for Neurorehabilitering og Julie Schou Hansen, Neurorehabilitering – Kbh