Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Ny forskningsbaseret guide om tryksår

​Tryksår er en hyppig og alvorlig komplikation hos personer med rygmarvsskade og kan have betydelige konsekvenser for livskvalitet og sundhedsøkonomi. Den nye guide samler evidensbaseret viden, praktiske anbefalinger og kliniske erfaringer.​


"Med tryksårsguiden ønsker vi at gøre forskningsbaseret viden mere tilgængelig og anvendelig – både for personer med rygmarvsskade og fagpersoner," fortæller Knærke Søgaard.​

Næsten alle med en skade på rygmarven risikerer på et tidspunkt i livet at blive ramt af tryksår. En banal rød plet kan hurtigt udvikle sig til et livstruende sår, hvis der ikke bliver grebet ind i tide. 

Det kan medføre betydelige konsekvenser for både livskvalitet og sundhedsøkonomi.

Ny guide skal styrke forebyggelse af tryksår

Et nyt, forskningsbaseret materiale skal forbedre forebyggelsen af tryksår hos personer med rygmarvsskade. Den nye guide er udviklet som en del af et dansk forskningsprojekt og samler evidensbaseret viden, praktiske anbefalinger og kliniske erfaringer i ét samlet materiale.

Guiden er forfattet af sygeplejerske og ph.d. Knærke Søgaard, som forsker i tryksår hos personer med rygmarvsskade. Udviklingen af guiden er sket i tæt samarbejde med en bred kreds af fagpersoner og organisationer, herunder også brugerrepræsentanter.

Guiden henvender sig til både sundhedsprofessionelle, personer med rygmarvsskade og deres pårørende og har særligt fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering i hverdagen. Målet er at understøtte bedre beslutninger og styrke egenomsorg samt tværsektorielt samarbejde.

- Tryksår kan i mange tilfælde forebygges, men det kræver viden, opmærksomhed og de rette redskaber i hverdagen. Med tryksårsguiden ønsker vi at gøre forskningsbaseret viden mere tilgængelig og anvendelig – både for personer med rygmarvsskade og for de fagpersoner, der støtter dem, fortæller Knærke Søgaard i en pressemeddelelse.

Den nye Tryksårsguide er tilgængelig via Dansk Selskab for Sårheling, hvor den kan hentes frit:


​Internationalt samarbejde om forebyggelse af tilbagefald

Samtidig med lanceringen af tryksårsguiden offentliggøres også nyt internationalt materiale om forebyggelse af tilbagevendende tryksår. Materialet er udviklet i regi af European Wound Management Association (EWMA) i samarbejde med Wounds Australia og sætter fokus på forebyggelse og behandling af tryksår hos personer med rygmarvsskade.

Knærke Søgaard er medforfatter på EWMA-materialet, som bygger på et bredt tværnationalt samarbejde mellem forskere, klinikere og organisationer.

Hent det internationale materiale hos EWMA​ (åbner på ny side)



Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden