Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​

Træthedsforskere kommer til Danmark

Førende eksperter med specialviden inden for træthed kommer til Rigshospitalet, Glostrup den 19. maj 2025, når Videnscenter for Neurorehabilitering afholder et symposium om træthed i neurorehabiliteringen.

Træthedsforskere kommer til DanmarkFoto: Anners Lerdal (tv), Coralie English (mf) og Jan Stubberud​ (th)

Videnscenter for Neurorehabilitering afholder den 19. maj 2025 et symposium med fokus på træthed. På symposiet, der har titlen: ”Ikke bare træt: Når alt føles svært”, vil førende internationale eksperter drøfte træthed i neurorehabiliteringen under to hovedemner: Udredning og behandling.

Udredning af træthed

Første del af symposiet fokuserer på, hvordan træthed kan udredes både i klinisk praksis og i forskningsmæssig sammenhæng. 

Professor Coralie English fra University of Newcastle, Australien vil præsentere udviklingen af et 'roadmap' for forskning i træthed efter stroke, udarbejdet af Stroke Recovery and Rehabilitation Roundtable. Hun vil også introducere SF-CAT, et værktøj til udredning af træthed efter stroke.

Efter en kort pause vil professor Anners Lerdal fra Universitetet i Oslo sammen med postdoc Frederik Dornonville de la Cour fra Videnscenter for Neurorehabilitering drøfte metoder til at udrede træthed i både forskning og klinisk praksis. 

Behandling af træthed

Anden del af symposiet handler om evidensbaserede tilgange til behandling og håndtering af træthed i rehabilitering. 

Professor Coralie English vil præsentere resultater fra et aktuelt systematisk review om effektiviteten af psykoedukative interventioner til reduktion af træthed. Herefter vil professor Anners Lerdal præsentere, hvilken rolle fysisk aktivitet spiller i håndtering af træthed.

Efter frokostpausen vil professor Jan Stubberud fra Universitetet i Oslo dele resultater fra et pilotstudie om psykoedukation og strategitræning. Frederik Have Dornonville de la Cour vil præsentere en model for håndtering af træthed og resultater fra et pilotstudie om realtidsmåling af træthed.

Professor Coralie English giver også et sneak-peek og en introduktion til ’Fatigue-o-meter’, en ny psykoedukativ intervention baseret på modeller for kronisk smertebehandling.

Internationale eksperter og deres specialer

Symposiet samler nogle af verdens førende forskere med specialviden inden for træthed:

  • Professor Coralie English, University of Newcastle i Australien, er ekspert i træthed efter stroke og har været med til at udvikle internationale anbefalinger og værktøjer til udredning af træthed.
  • Professor Anners Lerdal, Universitetet i Oslo, Norge har blandt andet gennemført en række psykometriske undersøgelser af forskellige måleredskaber til træthed i forskellige patientgrupper og lande. 

  • Professor Jan Stubberud, Universitetet i Oslo, Norge er ekspert i neuropsykologisk rehabilitering med fokus på at håndtere eksekutive dysfunktioner og træthed på tværs af forskellige patientgrupper.
  • ​Postdoc Frederik Have Dornonville de la Cour, Videnscenter for Neurorehabilitering, forsker i træthed inden for neurorehabilitering, herunder måling og håndtering af træthed.

Dialog og opsamling

Symposiet afsluttes med en paneldebat, hvor alle eksperterne deltager. 
Videnscenterchef Anne Norup vil afrunde dagen med en opsummering af de vigtigste pointer og potentielle fremtidsperspektiver inden for området.

Hvad kan deltagerne forvente?

Som deltager på symposiet kan du forvente en dybdegående indsigt i den nyeste forskning og klinisk praksis inden for træthed. Du vil lære om:

  • Avancerede metoder til at udrede træthed i kliniske og forskningsmæssige sammenhænge
  • Evidensbaserede behandlingstilgange
  • Nye værktøjer til håndtering af træthed
  • Psykoedukative tilgange og strategitræning
Symposiet tilbyder også rig mulighed for at netværke.

Praktiske oplysninger

Symposiet finder sted mandag den 19. maj 2025 i Festsalen på Rigshospitalet, Glostrup fra kl. 8:45 til 14:40. Der vil være morgenmad ved ankomst, og frokost er inkluderet mellem kl. 11:45 og 12:30. 

Bemærk, at hele symposiet afholdes på engelsk.

Opsummering

Symposiet giver sundhedsfaglige, forskere og andre interesserede en unik mulighed for at opnå en dybere forståelse for udredning og behandling af træthed.
Med fokus på både teoretiske aspekter og praktiske værktøjer i et internationalt perspektiv er der lagt op til en lærerig inspirerende dag for alle, der interesserer sig for træthed i neurorehabiliteringen.

Brug for flere gode grunde til at tilmelde dig symposiet?

Læs: 10 gode grunde til at tilmelde sig træthedssymposiet​
Du kan også gå direkte til tilmelding og program på Conference Manager​


Denne artikel har været bragt i nyhedsbrev fra Videnscenter for Neurorehabilitering, maj 2025
Læs hele nyhedsbrevet (åbner på ny side)​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden