Ny programserie på DR viser livet med erhvervet hjerneskade med udgangspunkt i personlige fortællinger fra flere ramte.
I første afsnit møder seerne Sanne, der er 33 år og højgravid, da hun blev ramt af en hjerneblødning. Blødningen efterlader varige skader på Sannes hjerne, og siden har hun og kæresten, Marc, kæmpet for at holde kærligheden i live. Familiefaren Kaspar er blevet lammet og har mistet en stor del af sproget efter to blodpropper i hjernen. Men han er fast besluttet på, at han vil tilbage til det liv, han havde før hjerneskaden.
Hjernesagen og Regionshospitalet Hammel Neurocenter har bidraget til serien, og i Videnscenter for Neurorehabilitering har vi bidraget med baggrundsdata om risiko for bl.a. skilsmisse og jobtab efter erhvervet hjerneskade.
Programserien ’Min ødelagte hjerne’ er i fire afsnit og sendes over fire onsdage.
PREMIERE 11. OKTOBER 2023
Første afsnit har premiere onsdag den 11. oktober og kan streames på dr.dk fra kl. 6.00 om morgenen og ses samme aften kl. 21.25 på DR1.