Nationalt er antallet af afsendte genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau steget fra 2021 og i årene frem. Det viser den nyeste dataopgørelse, som Videnscenter for Neurorehabilitering har foretaget over udviklingen i antal genoptræningsplaner.
Fra 2023 til 2024 er der samlet set sket en stigning på knap 14 procent, men der er store regionale forskelle, også når det ses i forhold til indbyggertallet. Særligt er der forskelle mellem Øst- og Vestdanmark med i alt for Østdanmark 472 og 165 for Vestdanmark.
Den største stigning ses i Region Hovedstaden, og et fald i Region Nordjylland.
Denne forskel bør tolkes med forbehold, da det i opgørelsen ikke har været muligt at belyse forskellig organisering eksempelvis specifikke diagnoser, indlæggelsestid eller eventuelle regionale/lokale tværsektorielle samarbejdsaftaler.
Dataopgørelsen viser yderligere, at der er stor variation i antallet af genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau, som de enkelte kommuner modtager.
Download dataopgørelsen
Videnscenter for Neurorehabilitering følger løbende udviklingen i antallet af genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau. Nyeste dataopgørelse er udkommet i februar 2025 og dækker perioden 2020 til 2024.
Fakta om genoptræningsplanen
Genoptræningsplanen er efter sundhedsloven formelt set en henvisning fra sygehus til individuel genoptræning og/eller rehabilitering.
Formålet med genoptræningsplanen er at understøtte målrettede og sammenhængende forløb for patienter, der har behov for genoptræning og/eller rehabilitering efter udskrivelse fra sygehus.
Baggrund for dataopgørelsen
Da Sundhedsstyrelsen i 2017 gennemførte et servicetjek af genoptrænings- og rehabiliteringsindsatserne til mennesker med hjerneskade, viste et datatræk, at antallet af genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau, lå højere end tidligere, men stadig for lavt. Derfor blev der nationalt iværksat en række initiativer for at fremme implementering af lovgivning og anbefalinger på området.
For at se, om der i de efterfølgende år, er sket en forbedring, har Videnscenter for Neurorehabilitering årligt trukket data fra MedComs statistikbank. Data er trukket for antal genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau til patienter udskrevet fra sygehuse, som varetager hjerneskaderehabilitering svarende til minimum regionsfunktionsniveau.
Af Karin Spangsberg, Videnscenter for Neurorehabilitering