Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Tryksårsalliancen

En række aktører på tværs af sundhedsområdet er gået sammen i en landsdækkende alliance, der skal skabe øget opmærksomhed om tryksår hos personer med skade på rygmarven. Målet er bedre forebyggelse og behandling.

Næsten alle med en skade på rygmarven risikerer på et tidspunkt i livet at blive ramt af tryksår. En banal rød plet kan hurtigt udvikle sig til et livstruende sår, hvis der ikke bliver grebet ind i tide. 

Tryksårsalliancen skal skabe mere opmærksomhed om tryksår hos personer med rygmarvsskade.

- Personer med rygmarvsskade er i meget høj risiko for at udvikle tryksår, fordi de fleste tilbringer mange timer i siddende stilling. Et tilsyneladende overfladisk rødt mærke kan være et af de første tegn på en dyb og alvorlig vævsskade, og det er vigtig viden, der skal ud til både personale og personer med en skade på rygmarven, siger Knærke Søgaard, der er sygeplejerske, ph.d.-studerende og formand for Tryksårsalliancen. 

Hun forklarer, at der er for lidt opmærksomhed på forebyggelse og tidlig indsats.

-  Når den røde plet opdages, bliver den ofte ikke taget alvorligt nok, og relevant behandling iværksættes alt for sent. Der er mange eksempler på, at der er for langt fra borgeren til specialiseret sårbehandling, når et dybt tryksår opstår. Alle gode kræfter og forskellige fagligheder må i spil, så vi kan spare den enkelte for mange lidelser, siger Knærke Søgaard.

Tryksårsalliancen skal systematisk indsamle viden om omfanget af tryksår og patientforløb hos personer med rygmarvsskade i Danmark, herunder de socioøkonomiske konsekvenser. Der vil også blive sat fokus på, hvad der skal til for at skabe større sammenhæng i forebyggelse og behandling på tværs af sektorer. 

Vidensdeling skal bane vejen

En stor del af koordineringen mellem de mange aktører på området vil blive varetaget af de to videnscentre inden for neurorehabilitering i henholdsvis øst- og vest. Videnscentrene vil medvirke til, at indsigt og viden om tryksår kan komme ud på tværs af sektorer og fag. 

​Om Tryksårsallian​cen

Videnscenter for Neurorehabilitering er en del af Tryksårsalliancen - en national sammenslutning af fagprofessionelle og brugere, der arbejder for at fremme den tværfaglige og tværsektorielle indsats i forebyggelse og behandling af tryksår hos personer med en rygmarvsskade.

Tryksårsalliancens parter:
Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering • Videnscenter for Neurorehabilitering, Rigshospitalet • Plastikkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital • Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Hospitalsenhed Midt • Bodil Eskesen Centret, Rigshospitalet/Glostrup • Brugerrepræsentanter • Rygmarvsskade.info • Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter (Rødovre og Marselisborg) • Dansk Selskab for Neurorehabilitering • Center for Specialrådgivning, Aarhus • Dansk Selskab for Sårheling• Kolding Kommune • Sårcenter Viborg, Hospitalsenhed Midt.​

Der kommer løbende flere samarbejdspartnere til.

Kommissorium

En af alliancens første opgaver er at udarbejde og evaluere en 2-årig handleplan i forhold til formålet om at sætte fokus på og fremme den tværfaglige og tværsektorielle indsats til forebyggelse, behandling og rehabilitering af tryksår hos personer med rygmarvsskade.

Læs mere om alliancens formål i kommissorium for Tryksårsalliancen (PDF)

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden