Vores nye procedurer ved dekanylisering – det vil sige fjernelse af det kunstige rør i halsen, som sikrer adgang til luftveje i forbindelse med restitutionsbehandling – vækker nu stor interesse i udlandet. I midten af september havde vi besøg af læger, ergoterapeuter og audiologopæder fra Therapiezentrum Burgau i Tyskland, som er et specialsygehus til rehabilitering af personer med svære erhvervede hjerneskader.
Besøget havde til formål både at udveksle erfaringer og at sætte rammerne for et kommende samarbejde. Hospitalet i Burgau vil nemlig gennemføre et Randomized Controlled Trial-studie baseret på vores tilgang til dekanylisering – med os som aktive bidragere til studiet og styregruppen.
Cheflæge fra Therapiezentrum Burgau, Andreas Bender, som i forvejen samarbejder med professor Christina Kruuse i Lancet Commission on Neurorehabilitation, forklarer, hvorfor vores tilgang er interessant for dem:
“What intrigued us is that you didn't just continue traditional practices, but questioned them and put them to the test. The idea of simplifying the process and challenging old views – and then testing it with evidence-based medicine – is very attractive."
Audiologopæd fra Therapiezentrum Burgau, Bernadette Einhäupl, fremhæver metodens betydning for patienter:
“For patients, living with a tracheostomy tube can be very uncomfortable. The strength of this method is that it's fast and simple. It reduces discomfort, saves resources, and makes rehabilitation more effective."
Burgau planlægger nu et multicenter-studie, hvor metoden skal afprøves i tre centre i Sydtyskland. Målet er at undersøge om de positive erfaringer, vi har gjort os, kan genfindes i et prospektivt, randomiseret forsøg – og dermed skabe det solide evidensgrundlag, der kan ændre praksis internationalt.
Fra vores side er der stor glæde over interessen og udsigten til fremtidigt samarbejde:
"Vi er stolte af, at vores arbejde på afdelingen har inspireret vores internationale kolleger, og vi ser frem til at samarbejde med Burgau på dette projekt og forhåbentligt i fremtidige projekter", fortæller afsnitsansvarlig overlæge Robbert-Jan Roderick van Hooff.