
Den 24. marts blev der afholdt interprofessionel lærings- og samarbejdsdag for studerende i praktik i Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader. Dagen havde til formål at styrke de studerendes forståelse for – og evner til – at indgå i patientcentrerede, tværfaglige samarbejdsforløb. De studerende, som har været i praktik i afdelingen i cirka 10–12 uger, fik mulighed for at arbejde tæt sammen på tværs af faggrupper. Her udviklede de samarbejdsrelationer og lærte med, af og om hinanden.
Ifølge Thomas Sellberg Nielsen, klinisk underviser i sygepleje, er der en særlig værdi i, at de studerende selv formidler deres faglighed til hinanden:
“Der er en stor læring i, at de selv skal præsentere overfor hinanden, hvad de laver. Det skaber også et bedre læringsmiljø, fordi det går på tværs", fortæller han.
Netop mødet med de andre faggrupper fremhæves også af Amanda Lund, fysioterapeutstuderende, som en vigtig del af dagen:
“Det har været virkelig godt at få et større indblik i de andre faggruppers ekspertise. Jeg har fået en bedre forståelse for de andres arbejde og de overvejelser, der ligger bag deres beslutninger”, siger hun.
Et centralt fokus for dagen var at styrke forståelsen for hinandens kompetencer og samtidig skabe refleksion over egen fagidentitet. For Laura Jørgensen, sygeplejestuderende, er det tværfaglige samarbejde helt afgørende i praksis:
“Som sygeplejerske har man mange forskellige roller. Derfor er det ekstra vigtigt for os med det tværfaglige team, for hvis vi ikke lærer af de andre faggrupper, så tror jeg, at meget rehabilitering går tabt”, fortæller hun.
Dagen gav også de studerende mulighed for at bringe deres viden aktivt i spil i arbejdet med patienternes problemstillinger og mål. Her oplevede Julie Illum, ergoterapeutstuderende, en tydelig effekt:
“Vi er blevet klogere på, hvordan vi kan bruge hinanden og bidrage positivt til hinandens arbejde. Det skaber også en bedre relation og nogle bedre træninger, som i sidste ende giver et bedre udgangspunkt for patienten”, siger hun.
Thomas Sellberg Nielsen peger samtidig på, at dagen styrker både faglighed og samarbejde:
“De studerende bliver klogere på deres egen faggruppe og hinanden. De bliver mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe hinanden. Det giver et bedre kendskab til hinanden – og hinandens arbejdsopgaver”, fortæller han.