
Torsdag den 30. oktober blev kunsten "Bodils Have" officielt indviet i Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskaders smukke hus, Bodil Eskesens Centeret. Værket er skabt af kunstneren Leonard Forslund og er generøst doneret af Ny Carlsbergfondet.
Ved indvielsen deltog en lang række medarbejdere, patienter og gæster, og eftermiddagen bød på både taler, rundvisning og musikalske indslag.
Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse og kunstudvalget, Michael Thouber, direktør for Ny Carlsbergfondet, og Marie Højriis Storkholm, vicedirektør med ansvar for Neurocentret, satte med deres taler ord på kunstens betydning – både som æstetisk bidrag og som en del af helingsmiljøet i centret.
Efter talerne blev gæsterne inviteret på en rundvisning i hele afdelingen, hvor Leonard Forslund selv fortalte om tankerne bag værkerne. Dagen blev afsluttet med bobler, små hapsere og levende musik fra MusikBeRiget– en stemningsfuld fejring af et projekt, der allerede har skabt nye samtaler og refleksioner blandt både personale og patienter.
Afdelingens cheflæge Mette Lindelof satte ord på, hvordan "Bodils Have" allerede påvirker både patienter og personale:
"Kunsten åbner et rum, hvor ord ikke rækker. Den hjælper patienter og pårørende med at finde ro, mening og forbundethed midt i livets mest sårbare øjeblikke", fortæller hun.
De tanker genfindes i kunstneren Leonard Forslunds egen beskrivelse af sit arbejde:
“Farver, lyde og former kan have en positiv effekt og stimulere både krop og sjæl. Jeg håber at skabe oplevelsesrum, som stimulerer både dem, der er under behandling, og dem, der arbejder i huset", fortæller han.
Ifølge Leonard Forslund har især symbolikken i naturens elementer inspireret til værket:
“Hvidtjørnens krogede vækst og lange liv viser, hvordan noget kan formes af vejr og vind – og stadig stå stærkt. På samme måde kan stenene, der synes at have stået stille gennem tiden, minde os om det, der består, selv når alt andet forandrer sig."
Med "Bodils Have" har Bodil Eskesens Centeret fået en kunstnerisk helhedsoplevelse, som bringer natur, symbolik og menneskelighed sammen – til glæde for alle, der færdes i huset.