Afsnittets klinikker ligger i Bodil Eskesen Centret klinik 601.
Hjerneskader hos Voksne, Klinik 601
I Klinik for Hjerneskader hos Voksne følger vi hjerneskadede patienter 18 måneder efter indlæggelsen. Vi har også et tilbageløbsambulatorie, hvor hjerneskadede patienter kan henvises med henblik på revurdering af specialiserede genoptræningsplaner.
Hjerneskader hos Unge, Klinik 601
I Klinik for Hjerneskader hos Unge vurderer vi patienter mellem 18-30 år med erhvervede hjerneskader.
Erhvervet Hjerneskade hos Børn og Unge, Klinik 601
Hvem modtager vi?
I vores klinik modtager vi børn og unge i alderen 1-17 år med kognitive, kommunikative eller fysisk følger efter erhvervet hjerneskade. Skaden kan være opstået for nyligt eller flere år tilbage.
Når et barn eller en ung får en hjerneskade, er det ikke sikkert, at vanskelighederne viser sig i tiden umiddelbart efter. Sommetider kan problemerne først vise sig flere år efter, i takt med at barnets hjerne udvikler sig, og kravene til selvstændighed, intellekt og socialt samspil bliver større. Derfor vil nogle børn og unge have behov for en revurdering af deres udfordringer senere i livet.
Hvad hjælper vi med?
Barnet/den unge vil under første besøg blive vurderet af en børnelæge og en neuropsykolog. Herefter drøfter et tværfagligt team bestående af børnelæge, neuropsykolog, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, audiologopæd og socialrådgiver sagen og vurderer, hvad der kan gøres for at hjælpe. Efterfølgende besøg tilrettelægges med udgangspunkt i barnets/den unges behov.
Der er ikke mulighed for et behandlende rehabiliteringsforløb i vores klinik. Klinikken varetager alene vurdering/revurdering, rådgivning og udarbejdelser af anbefalinger til videre neurorehabilitering. Vi sørger dermed for at undersøge barnet/den unge og herefter hjælpe jer videre i samarbejde med for eksempel kommunen og patientforeninger.
Sådan kan du blive henvist
Det er den praktiserende læge, speciallæge eller læge på den afdeling, som barnet/den unge er eller har været tilknyttet, som kan henvise til Erhvervet Hjerneskade hos Børn og Unge, klinik 601. Du er også altid velkommen til at ringe til vores rådgivningstelefon for at få råd og vejledning.
Rådgivningstelefonen
Den telefoniske rådgivning er åben for alle, der har forbindelse til et barn eller en ung med en erhvervet hjerneskade. Her kan du få rådgivning og vejledning fra fagpersoner, der dagligt arbejder med neurorehabilitering af børn og unge.
Det kan blandt andet dreje sig om, men begrænser sig ikke alene til:
- Hjælp til at vurdere om barnet/den unge kunne være kandidat til et udredningsforløb i vores klinik, og hvem du skal henvende dig til for at få en henvisning
- Gode råd til hvordan du håndterer forskellige problemstillinger for børn/unge med erhvervet hjerneskade, for eksempel træthed, hukommelsesproblemer, ændret adfærd, koncentrationsproblemer
- Vejledning til hvor du kan søge yderligere hjælp, f.eks. hos øvrige hospitalsafdelinger, i kommuner og patientforeninger
Telefonen er åben hver torsdag i tidsrummet 11.00 – 12.00 på tlf. 38 63 18 33.