Hvad skyldes narkolepsi?
Narkolepsi skyldes formentlig en kombination af flere forhold, herunder arvelighed, miljømæssige forhold, immunologiske forhold og abnorm regulering af visse signalstoffer i hjernen.
Patienter med narkolepsi har oftest bestemte vævstyper (HLA-DQB1*0602). Vævstype er en betegnelse for hvordan dit immunforsvar er opbygget. 20-30% af befolkningen har denne opbygning af sit immunforsvar.
90% af patienter med typisk narkolepsi med katapleksi danner for lidt af signalstoffet hypokretin i hjernen. Hypokretin produceres normalt i hjerneregionen hypothalamus, som ligger dybt inde i hjernen. Man mener, at der sker en ødelæggelse af de nerveceller, der danner hypokretin. Endnu ved man ikke, hvorfor disse celler ødelægges, men man mener, at det skyldes et autoimmunt angreb mod cellerne, hvilket vil sige, at kroppens eget immunforsvar fejlagtigt ødelægger de raske hjerneceller.