Formålet med bedøvelse er at kunne foretage et smertefrit operativt indgreb. Anæstesi er en fagbetegnelse, der omfatter hele processen op til, at du gøres klar til en operation, selve bedøvelsen, tiden under operationen og den umiddelbare tid efter operationen.
Typer af bedøvelse
Der er flere former for bedøvelse. Der er flere ting, som operationstype og din almene tilstand, der afgør, hvilken type bedøvelse lægen vælger. På afsnittet bruger vi følgende typer af bedøvelse:
Fuld bedøvelse
Består af sove-, smertestillende - og i visse tilfælde også muskelafslappende medicin. Dette påvirker vejrtrækningen i en sådan grad, at det er nødvendigt at tilslutte den bedøvede patient til en respirator. Derfor får alle, der skal opereres, et tyndt plastikrør (en tube) i svælg eller luftrør. Vejrtrækning overvåges og sikres nøje af anæstesipersonalet under hele bedøvelsen. Når du vågner, er røret fjernet igen.
Kraftig beroligende (sedation)
Denne form for bedøvelse består af den samme sovemedicin, som bruges til fuld bedøvelse. Dog i betydelig mindre mængde, hvilket sikrer, at du ikke mærker ubehag, men hurtigt kan vækkes. Det kan påvirke din vejrtrækning lidt, som overvåges og sikres nøje af anæstesipersonalet.
Bivirkninger og komplikationer ved fuld bedøvelse
Med moderne bedøvelsesmidler og overvågningsudstyr er det meget sikkert at blive bedøvet. Under hele bedøvelsen er der uddannet anæstesipersonale til stede.