Når vi foretager kirurgiske indgreb i og omkring urinvejene kan det medføre beskadigelse af nervebaner, der går til svulmelegemerne i penis, hvilket kan betyde nedsat eller helt manglende evne til at få erektion.
Ud over det rent fysiologiske kan det, at have fået en cancerdiagnose og gennemgå en stor operation, også midlertidigt indvirke på lysten.
Behandlingstilbud
Vi råder over forskellige behandlingstilbud, der kan hjælpe dig til også at få glæde af den del af livet igen efter operationen.
Mange har ikke overskud til at beskæftige sig med seksualitet umiddelbart i forbindelse med operationen og den første tid bagefter, men vi er åbne for at tage en samtale herom, når du er klar til det.
Medicinske behandlinger
Der findes forskellige medicinske behandlinger i form af tabletter eller indsprøjtninger. Lægen, som kender lige netop din situation, kan rådgive dig om hvad der forventes at give det bedste resultat for dig.
Afdeling for Urinvejskirurgis kliniske sexolog
Vi har i afdelingen desuden en uddannet klinisk sexolog, som du kan blive henvist til. Hun kan ikke behandle alle, men lægen kan evt. henvise dig, hvis det er relevant. Tal med lægen, hvis du ønsker et forløb hos Rikke.
Sygeplejerske og klinisk sexologRikke Permild