Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet, klinik 2101 ligger i opgang 2, 10. sal, afsnit 1. Her udfører vi følgende undersøgelser:
Frikost-undersøgelse
Frikost er navnet på en undersøgelse, hvor vi vurderer tarmens evne til at optage væske og næringsstoffer. I forbindelse med undersøgelsen er du indlagt i sengeafsnittet 3124, hvor du møder fastende mandag morgen og bliver udskrevet fredag formiddag. Du skal afmåle en dobbeltportion af al den mad og drikkevarer, du indtager under indlæggelsen, ligesom urin og afføring opsamles. Undersøgelsen kræver, at du deltager aktivt i disse procedurer.
Fedtfix-undersøgelse
Fedtfix er navnet på en undersøgelse, hvor vi måler udskillelsen af fedt i din afføring. Du er indlagt i sengeafsnit 3124, hvor du i fire dage spiser en særlig kost, hvor fedtindholdet ligger fast, og de sidste to dage opsamler al din afføring.
Galdesyreundersøgelse
Ved en galdesyreundersøgelse måler vi udskillelsen af galdesyre i din afføring. Du indlægges i to døgn i sengeafsnittet 3124, hvor al din afføring opsamles. Denne undersøgelse bliver hyppigt lavet i forbindelse med en af de to ovenstående undersøgelser.
DEXA-skanning
En DEXA-skanning (BMC-måling) er en undersøgelse, hvor vi måler knoglernes kalkindhold og din kropssammensætning, herunder fedt- og muskelmasse. Ved undersøgelsen må du ikke have smykker, bælte eller sko på. Når du kommer ud af elevatoren på 10. sal i opgang 2, skal du følge den orange markering på gulvet.
Kapselendoskopi
En kapselendoskopi er en undersøgelse, hvor man med hjælp af et miniaturekamera i en kapsel kan fotografere hele tyndtarmen indvendigt. Det gør det muligt for lægen at vurdere billeder af tyndtarmen og overgangen til tyktarmen. Med et lille glas vand sluger du en kapsel på størrelse med en stor vitaminpille, og kapslen føres gennem hele tarmen ved hjælp af tarmens bevægelser. Undersøgelsen varer cirka 10 timer.