Hvad kan du forvente som besøgende?
I afdelingen indlægges patienter med behov for tæt overvågning og understøttelse af basale fysiologiske funktioner, fx vejrtrækning, kredsløb og/eller nyrefunktion.
Patienterne bliver overvåget af personalet døgnet rundt. Det betyder, at du på afdelingen vil se patienter – også ham eller hende du kender – som er tilkoblet forskelligt overvågnings- og behandlingsudstyr. Det gør vi for at sikre, at vi opdager tidlige tegn på forandringer i patientens tilstand.
Vi ved godt, at det kan virke overvældende, og derfor bestræber vi os på at fortælle og forklare, hvad der foregår - men du er også altid velkommen til at spørge. Når man ved, hvad der foregår, kan det mange gange hjælpe til at forstå situationen bedre, så den virker mindre voldsom.
Du kan finde flere oplysninger om, hvad der foregår omkring patienten under indlæggelsen, og de muligheder og rammer, som afdelingen kan tilbyde i vores velkomstpjece. I samme pjece kan du også læse mere om, hvad du kan forvente dig af en indlæggelse på vores afdeling.
Velkommen til Afdeling for Intensiv Behandling i Center for Kræft og Organsygdomme, afsnit 4131 (pdf åbner i nyt vindue)
Videregivelse af helbredsoplysninger
For at kunne videregive helbredsoplysninger om patienten til de pårørende er det afgørende, at videregivelsen antages at være i patientens interesse. Det er sundhedspersonalet, der i hvert enkelt tilfælde afgør, om en videregivelse af oplysninger til de pårørende er berettiget
I afdelingen informerer vi udelukkende de nærmeste pårørende om patientens tilstand. Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest patientens ægtefælle eller samlever, dernæst slægtninge i lige linje (egne børn og egne forældre) og alt efter de konkrete forhold kan søskende inddrages her. Nærmeste pårørende kan også være en nær ven, en bistandsværge, en støtte- og kontaktperson eller en anden omsorgsgiver, der er fortrolig med patienten, og som af patienten opfattes som den nærmeste.
I praksis informerer vi en enkelt pårørende om patientens tilstand. Derfor beder vi om, at I indbyrdes i familien aftaler, hvem der skal være kontaktperson til afdelingen, og at denne person derefter deler information med de øvrige pårørende.
Besøg
Afdelingen har fri besøgstid., hvilket betyder, at der ikke er fastlagte besøgstidspunkter. Vi beder dig have forståelse for, at der i et vist omfang kan være ventetid i forbindelse med undersøgelser eller andre aktiviteter på stuen. I tilfælde af ventetid er der flere muligheder for gode steder at vente - fx er du velkommen i pårørenderummet eller nede i forhallen, hvor man finder sofaer, stole og kiosker.
Det er vigtigt for patienterne at få besøg af sine nærmeste og se kendte ansigter og høre kendte stemmer. Det kan skabe tryghed under indlæggelsen. Vi tilstræber, at der ikke er mere end to besøgende på patientstuerne ad gangen på grund af stuernes størrelse og for at kunne holde nogenlunde ro på afdelingen.
Børn med nære relationer til patienten er også velkomne til at komme på besøg. Læs mere om børn som pårørende her.
Blomster
Som hovedregel må patienten gerne have afskårne blomster på stuen. Der kan dog være særlige forholdsregler, hvis patientener indlagt i isolation. Er du i tvivl, kan du spørge personalet til råds.
Mad og drikke til dig som pårørende
I afdelingen har vi et tekøkken, hvor du har mulighed for at lave kaffe og te. Vi kan desværre ikke tilbyde mad, men henviser til forhallen, hvor der er forskellige muligheder for at købe mad og drikkevarer. Du er velkommen til at tage din mad med op i afdelingen. Her har du også mulighed for at få det opbevaret i køleskabet i tekøkkenet.
Overnatningsmuligheder
Afdelingen har ikke egentlige overnatningsmuligheder for pårørende. Vi kan dog i særlige situationer tilbyde, at du kan sove i pårørenderummet.
Hvis du bor langt væk og er pårørende til en patient, der er indlagt til behandling på Rigshospitalet, har du mulighed for at leje et værelse på Patienthotellet, hvis der er ledige værelser. Hvis der ikke er ledige værelser på Patienthotellet, henviser vi til andre hoteller i København.
Du skal selv reservere plads på Patienthotellet på telefon 35 45 28 28 eller e-mail patienthotel.rigshospitalet@regionh.dk.
Find vej
Du kommer til afdelingen via elevatorerne i opgang 3. På tredje sal skal du følge skiltet til Afdeling for Intensiv Behandling i Center for Kræft og Organsygdomme. Når du kommer på besøg i aften- og nattetimerne, skal du ringe på dørklokken uden for afdelingen, så kommer vi og åbner for dig.
Kort over Rigshospitalet
Parkering på Rigshospitalet
Der er desværre ikke særskilte parkeringsområder for pårørende. I dagtimerne foregår parkering på offentlig vej, mens du i aften- og nattetimerne kan parkere på Rigshospitalets område.
Læs mere om parkering på Rigshospitalet
Det nationale sorgcenter
Når du rammes af sorg og krise i forbindelse med alvorlig sygdom, kan du som familie, barn, ung eller ældre have brug for hjælp. Det nationale sorgcenter har forskellige tilbud til dig, der rammes af sorg. Du kan læse mere om sorgcenterets tilbud her.