Afdelingen er en af de største multidisciplinære intensivafdelinger i Danmark og en af Rigshospitalets i alt fem intensivafdelinger. En multidisciplinær afdeling behandler patienter inden for mange forskellige specialer – både kirurgiske og medicinske.
Afdelingen modtager patienter fra andre afdelinger på Rigshospitalet samt fra andre hospitaler i Danmark, Grønland og på Færøerne. Al behandling foregår i tæt samarbejde med de enkelte henvisende afdelingers fagprofessionelle.
Komplekse og meget forskellige patientforløb
Kompleksiteten i vores patientforløb er varierende. Nogle patienter indlægges primært med henblik på observation efter en ulykke eller større operation, mens andre har brug for hjælp til at støtte ét eller flere af kroppens organsystemer grundet alvorlig sygdom.
På grund af den store variation i kompleksiteten er det også meget forskelligt, hvor længe en indlæggelse hos os varer. Nogle patienter har brug for en kort indlæggelse på under et døgn, mens andre har brug for længerevarende pleje og behandling.
Høj faglighed og medmenneskelighed
Vi arbejder hver dag for at give kritisk syge patienter forløb af højeste kvalitet. Og det er vigtigt for os at være en afdeling, hvor både patienter, pårørende og medarbejdere oplever faglighed, respekt, tillid, åbenhed, rummelighed og engagement.
Udover den daglige behandling og pleje driver vi en stor og aktiv forskningsenhed, der udfører og deltager i nationale såvel som internationale forskningsaktiviteter inden for intensiv behandling.