Hvis der hos en fagperson opstår bekymring for barnet, er det væsentligt i dialogen med forældrene at forblive konkret og beskrivende i forhold til det, man ser hos barnet, og at der dermed udvises en vis forsigtighed i forhold til at fremkomme med konklusioner.
Målet må være at der etableres en proces, hvor både forældres og fagpersoners syn på, oplevelser med og vurderinger af barnet medtænkes. På den måde kan det gøres til en fælles opgave at se og imødekomme barnet. Med nænsomhed, anerkendelse også af barnets kompetencer og individualitet, kan der skabes et rum for forældrene, som er trygt og præget af dialog og gensidighed og hvorfra svære spørgsmål og overvejelser kan udforskes i fællesskab. Forældrene kan forståeligt have svært ved at skille ad egen bekymring fra det, der hører til barnet, og kan have brug for hjælp til denne adskillelse.
Sæt fokus på barnets faktiske kompetencer og udviklingsmuligheder
De fleste forældrene har gavn af åbenhed og omsorg i forhold til den historie, barnet og familien har med sig. De har gavn af, at eventuelle vanskeligheder, der måtte opstå hos barnet, italesættes nænsomt men også konkret, tydeligt og nuanceret, og at der fokuseres på tiltag, der kan hjælpe og støtte barnet, samt at der også fokuseres på barnets kompetencer og udviklingsmuligheder.Støt familien
Familien må også støttes undervejs, hvis der er tale om en form for proces, hvor barnet undersøges eller vurderes. En familie, der har levet med frygten for senfølger, kan have lidt sværere ved at holde fokus fremadrettet, fordi der er så meget smerte forbundet med barnets svære start på livet, og de kan have brug for omsorgsfuldt at blive hjulpet til at se på, hvad barnet lige nu har brug for i stedet for at tænke på, om det er præmaturiteten, der er årsag til vanskeligheden. Det kan hjælpe mange forældre at tænke i øjenhøjde med barnet. Det kan fagpersoner hjælpe forældrene med.
Se barnet som det er
For barnet selv er det oftest ikke så vigtigt, hvorfor det har vanskeligheder, men derimod at det bliver og føler sig set og mødt som det er, og at det får den hjælp og forståelse, som det har brug for.
De mange tanker om årsag til udfordringer eller vanskeligheder har tit den virkning på forældrene, at de føler sig lidt sat tilbage til barnets første tid med den afmagt og ængstelse, som fulgte, dvs. En form for re-traumatisering. For nogle kan dette vare kort, for andre længere. Et fokus på at hjælpe barnet og hjælp til at gå i øjenhøjde med barnet kan give en oplevelse af handlekraft og en følelse af at kunne gøre noget godt for barnet. At både forældre og fagpersoner derudover kan have en særlig viden, som kan bruges i forhold til at finde frem til den rette hjælp, er en anden sag, og det kan støtte mange forældre at skille dette ad.
Hvis man som fagperson vurderer, der er uoverensstemmelse mellem eget og forældres syn på (en problematik hos) barnet, er det helt centralt, at den faglige vurdering formidles med nænsomhed og omsorg, og at man kommer med en helt tydelig og konkret beskrivelse både af barnets vanskeligheder men også af dets kompetencer – hvad er det man ser som giver én det samlede billede af barnet, man som fagperson har. Jo mere konkret og beskrivende man kan være, jo bedre et grundlag får forældrene både for at forstå og tage det, der bliver fortalt ind, men også for at komme med eventuelle justeringer eller andre vinkler baseret på deres egne erfaringer.
Forældrenes store kendskab til og erfaring med barnet må medinddrages for at få så helt et billede af barnet både ude og hjemme. Jo mere helt et billede, der i fællesskab kan skabes, jo bedre kan den mulige hjælp og støtte til barnet tilpasses netop det enkelte barn.
Forældre kan også have gavn af, at de i sammen med fagpersoner får overvejet, hvordan de fortæller barnet om det, der iværksættes og hvorfor, således at informationen tilpasses barnets alder, modenhed og individualitet. Helt konkret kan der f.eks. på forhånd drøftes hvilke formuleringer og ordvalg man kan bruge over for barnet for at møde barnet med den af grad af nænsomhed, der er nødvendig for at barnet bedst muligt kan tage imod det, som det får at vide.
Større børn
Hvis der er tale om større børn, kan det blive det centralt at tale med dem selv om både de vanskeligheder og de ressourcer, man som fagperson ser hos barnet. Hvis barnet skal igennem forskellige undersøgelser og tests, må det forklares for barnet både hvad der forventes af det og hvad der er meningen med det. Ligesom i dialogen med forældre er det væsentligt at være konkret og beskrivende i forhold til det man ser.
Barnet har brug for, at der vises en vej frem, at der er en tro på en god udvikling, og at barnet kan få hjælp og støtte til det. For nogle børn kan det være en lettelse, at det kommer frem hvilke udfordringer, det har, særligt hvis det har gået lidt alene med tanker om dets udfordringer. For andre kan det være mere sårbart. Uanset er det vigtigt at få skilt ad de vanskeligheder barnet har fra barnets personlighed. Når man som barn har særlige sårbarheder, kan det let opleve sig anderledes og forkert. Den måde der tales om vanskelighederne på er afgørende for at støtte barnet mod at sådanne følelser og tanker kan få for stor betydning.
Nogle børn har brug for at deres vanskelighed eller udfordring knyttes til den tidlige fødsel og dermed den særlige historie det har. Især at der sættes fokus på den del af historien, der omhandler overlevelse og kamp for livet, uanset den udsathed og sårbarhed der også var og som måske hænger lidt ved.
I dialog med barnet bliver det afgørende at lytte til barnets egne individuelle perspektiver, den eventuelle uro og bekymring der kan være og derfra i fællesskab at finde frem til måder at håndtere vanskeligheder på, sådan at barnet får en oplevelse af, at der er en tro på, at det kan blive bedre eller det kan finde en lettelse i, at der bliver taget bedst muligt hånd om dets trivsel.
Hvis et større barn ikke ønsker dialog om sin situation med fagpersoner, kan man hjælpe forældrene til at have disse samtaler.