En neuropsykologisk undersøgelse er kendetegnet ved, at psykologen i samarbejde med barn og familie søger at afdække barnets formåen indenfor hovedområderne eller domænerne: Opmærksomhed, sprog, visuospatial formåen, hukommelse, forarbejdningshastighed, eksekutive funktioner og social-kognitiv formåen. Parallelt ønskes der gennem udredningen også, hvis muligt, at etablere en forståelse mellem evt. skader/feljudvikling i barnets hjerne og barnets faktiske formåen. En kognitiv MR-scanning, kan man sige.

Selve udredningen består derfor af en kombination af interview, leg, testning og spørgeskemaer og i enkelte tilfælde også af observation eksempelvis i daginstitution – desuden gennemlæses tidligere journalnotater og evt. undersøgelser.

Da børns hjerner – i modsætning til voksnes hjerner – er mere plastiske og barnet i det hele taget udvikler sig op gennem barnealderen, følges mange børn m.h.p. at vurdere, dels om de indhenter nogle tidligere svage kompetencer og dels med henblik på at se om børnene evt. ”vokser sig ind i nye vanskeligheder”. Sidstnævnte har der i de senere år været et øget fokus på. Man kan ikke forlange af fx en 8-årig, at vedkommende selv kan pakke en kuffert, det ville man godt kunne af en 16-årig, men nogle 16-årige udvikler ikke en sådan formåen til på egen hånd at stå for planlægning, strukturering, gennemføre tingene og vurdere om indsatsen var god nok – på den måde kommer deres vanskeligheder først til syne senere i opvæksten.

Endelig er der en del børn, som efter alvorlig sygdom, der kan have belastet deres hjerne, udvikler en tendens til træthed – fatigue, hvor de simpelthen har mindre energi til rådighed i hverdagen, hvilket ligeledes begrænser deres muligheder, indlæring og sociale liv. Her kan den neuropsykologiske udredning give anledning til evt. genoptræning eller blot en bedre og fælles forståelse af barnets formåen og dermed en mere hensigtsmæssig afstemning af krav til barnet/den unge fx omkring skolegang og uddannelse.