Når spædbarnet får sondemad eller ikke må indtage noget po gennem længere tid

​Overordnet mål: At fremme eller bevare barnets interesse for at spise, og sikre optimal udvikling udfra de givne omstændigheder, således at forholdene bliver forbedret for de børn, der får sonde eller ikke må indtage noget po. gennem længere tid, og risikoen for spædbarnsspisevægring bliver forebygget.

At spise er en positiv oplevelse for det spæde barn, enten på bryst eller flaske.

Børn, der ikke spiser selv fra fødslen, har brug for andre positive oplevelser for at udvikle oralmotorikken og få eller bevare lysten til at spise. Samtidig er det vigtigt at undgå at påføre barnet negative stimuli relateret til munden, som kan medføre at nogle børn senere får problemer med at spise, eller i sjældne tilfælde udvikler spædbarnsspisevægring.

Munden er det mest følsomme organ hos spædbarnet. Barnet sanser og oplever gennem munden.

Positive orale oplevelser:

Mælk i munden

At sutte (på bryst/fingre/narresut/flaske)

At smage

At mærke verden med munden

At få tilfredsstillet sine behov

Negative orale oplevelser:

At blive suget i munden

At blive intuberet

At være oralt intuberet

At få og have oral sonde og nasogastrisk sonde

At plastre er fixeret for tæt på munden, så det generer suttemusklerne.

At kaste op

Infektioner i mund og svælg

Generelt kan man sige, at fastliggend​e sonde ikke generer (de fleste) neonatale børn, men når barnet bliver større – måske mere end en måned gammel – kan en fastliggende sonde generer barnet, så barnet ikke vil sutte/spise sin mad selv. Derfor, hvis barnet udelukkende skal have sondemad i en længere periode ud over neonataltiden, kan man overveje en PEG-sonde.

Instruksen er opdelt på 3 forskellige grupper børn. Meget er sammenfaldende, men lidt er forskelligt fra børnegruppe til børnegruppe.

Instruksen omfatter spædbørn 0-6 måneder, der ikke spiser selv, dvs.

  1. Neonatale børn, der får sondemad indtil de kan spise selv
  2. Børn der skal have sondemad ud over neonatalperioden (f.eks. børn med hypotoni eller asfyksi)
  3. Spædbørn der ikke må indtage noget po. gennem længere tid (f.eks. børn med korttarmssyndrom, misdannelser i mave-tarmkanal mm)

Neonatale børn, der får sondemad indtil de selv kan spise

Formål: At fremme barnets mulighed for fuld amning på længere sigt ved at optimere oral og sensorisk udvikling. At give mundpleje.

Problem: Når barnet udelukkende får sondemad, rykker ”brækpunktet” frem i munden, barnet mangler erfaring med at smage og bruger sin oralmotorik i mindre grad.

Det er ikke altid muligt at undgå negative orale oplevelser, når man skal rede et barns liv, men man kan forsøge: fixér tube og sonde, så man undgår unødig reintubation og sondenedlæggelser. Vær forsigtig når plastre skal fjernes/skiftes på barnets ansigt, brug skånsomme plastre.

Når barnet oplever skadelige/negative orale stimuli, kan det udvikle oral aversion. Ubehagelige oplevelser eller mangel på behagelige oplevelser i forbindelse med måltider, kan være årsager til at et barn på længere sigt nægter at spise. Undertrykkelse af barnets behov for at sutte/spise (især i følsomme udviklingsperioder), samt manglende stimulation kan også føre til oral aversion.

Obs: Undgå så vidt muligt oral intubation og oral sondenedlæggelse. Fixer ikke plastre for tæt på munden, så det påvirker suttemusklerne.

Positive orale oplevelser: Oralmotorikken udvikles ved at blive brugt, lad barnet hyggesutte ved brystet så snart som det er muligt, dvs. når barnet ikke er intuberet, men kan opretholde fysisk stabilitet når det ligger vandret ved brystet. Fordøjelsen begynder i munden, når spytsekretionen stimuleres af mælk i munden og enzymerne i spyttet begynder nedbrydningen af mælken. Dette led får barnet ellers ikke gavn af ved sondemåltidet. Derfor er det især godt for børn, som har aspirater/ikke kan tage maden, at få mælk på sprøjte. Gælder dog ikke for børn med NEC-symptomer, da de ikke må få mad i maven. Giv derfor barnet mælk i munden i forbindelse med sondemåltider så tidligt som muligt, minimum som mundpleje med mælk på vatpind til hvert måltid. Man bør helst lade barnet sutte ½-1-2 ml mælk af sprøjten (bryst) – eller mere alt efter evne – og helst ved hvert måltid. Hjælp barnet videre på ”Mælkevejen”.
Hvis barnet ikke kan ligge ved brystet, er det hensigtsmæssigt at tilbyde barnet en sut. Barnet kan ikke lære at die af at sutte på sut, men det kan trøste sig og få stimuleret sutte og synkerefleks. Når barnet ikke ligger ved brystet, kan det lejres med arme og hænder foran sig, så barnet kan få sine fingre op til munden.

Vær opmærksom på at dæmpe stimuli og reager på barnets tegn på overstimulering under måltiderne.

Man mener det er vigtigt, at barnet sutter samtidig med, at det får mad, (på bryst, sin finger eller en narresut) for positiv stimulation, stimulering af sutte-synke-refleks, og så barnet kobler det at sutte-synke med at blive mæt.

Børn der skal have sondemad ud over neonatalperioden (f.eks. børn med hypotoni, asfyksi)

Formål: At optimere oral og sensorisk udvikling, at forebygge oral aversion, og bibeholde barnets lyst til at smage, så barnet får lyst til at spise, når det bliver større.

Problem: Når barnet udelukkende får sondemad, rykker ”brækpunktet” frem i munden, barnet mangler erfaring med at smage, og bruger sin oralmotorik i mindre grad.

Vær forsigtig når plastre skal fjernes/skiftes på barnets ansigt, brug skånsomme plastre.

Når barnet oplever skadelige/negative orale stimuli, kan det udvikle oral aversion. Ubehagelige oplevelser eller mangel på behagelige oplevelser i forbindelse med måltider, kan være årsager til at et barn på længere sigt nægter at spise. Undertrykkelse af barnets behov for at sutte/spise (især i følsomme udviklingsperioder), samt manglende stimulation kan også føre til oral aversion.

Obs:

Undgå så vidt muligt oral intubation og oral sondenedlæggelse. Fixer ikke plastre for tæt på munden, så det påvirker suttemusklerne.

Positive orale oplevelser: Børn der får langvarig sondemad, bør øve sig i at spise dagligt (afhængig af årsag til sondemad), sondemad er ikke nødvendigvis et spørgsmål om enten/eller, men kan med fordel være både/og.

Hvis moderen har mælk, kan barnet lægges til brystet for at hyggesutte, ellers kan man øve med flaske. Oral stimulation sker ved alle følgende punkter: mund mod brystvorte(/flaskesut), barnet gaber over brystet (sutten), tager fat, sutter, synker.

Er barnet meget suttesvagt, (inaktivt ved bryst/flaske), kan der gives suttestimulation. Instruktion gives af ergoterapeuten.

Børn i den orale udviklingsfase oplever verden med munden. Små børn der ikke spiser, mangler trangen til at putte alting i munden, hvorfor de oplever mindre og får færre erfaringer. Oralmotorikken udvikles ved at blive brugt:

  • Stimuler barnets søgerefleks (f.eks. ved at ae på kinden eller berøre underlæben)
  • Lad barnet smage på den mad, det får i sonden
  • Hjælp barnet til at sutte på sine fingre
  • Tilbyd barnet en sut
  • Leg med sutten (og andet legetøj/materialer) på barnets læber/om munden – især vigtigt når barnet bliver nogle måneder gammelt.

Børn, der bliver ammet eller får flaske, er i favn hos forældrene i mens, får øjenkontakt og hyggesnak. Efterlign det, når der gives sondemåltider. Undlad at holde barnet i samme arm hver gang det får mad, da barnet kan få skævt hoved. Hvis barnet i spædbarnsperioden lejres med hovedet overvejende til én side kan dette medføre forkortning af musculus sternocleidomastoideus og give torticollis.

Spædbørn der ikke må indtage noget po. gennem længere tid (f.eks. børn med korttarmssyndrom, misdannelser i mave-tarmkanal mm)

Formål: At optimere oral og sensorisk udvikling, at forebygge oral aversion, og bibeholde barnets lyst til at smage, så barnet får lyst til at spise, efter det har fastet.

Problem: Når barnet ikke får mad i munden, rykker ”brækpunktet” frem i munden, barnet mangler erfaring med at smage, og bruger sin oralmotorik i mindre grad.

Ubehagelige oplevelser eller mangel på behagelige oplevelser med munden, kan være årsager til at et barn på længere sigt nægter at spise. Undertrykkelse af barnets behov for at sutte (især i følsomme udviklingsperioder) kan også føre til oral aversion.

Obs:

Fixer ikke plastre for tæt på munden, så det påvirker suttemusklerne.

Positive orale oplevelser: Når børn bliver ammet eller får flaske, er de i favn hos forældrene i mens, får øjenkontakt og hyggesnak. Efterlign dette flere gange om dagen.

Man kan med fordel lejre barnet med arme og hænder foran sig, så barnet kan få sine fingre op til munden.

Normale børn oplever verden med munden. Børn der ikke spiser, mangler trangen til at putte alting i munden, hvorfor de oplever mindre og får færre erfaringer. Oralmotorikken udvikles ved at blive brugt:

  • Stimuler barnets søgerefleks (f.eks. ved at ae på kinden eller berøre underlæben)
  • Hjælp barnet til at sutte på sine fingre
  • Tilbyd barnet en sut
  • Leg med sutten (og andet legetøj/materialer) på barnets læber/om munden – især vigtigt når barnet bliver nogle måneder gammelt.
  • Lejr barnet så det har mulighed for at få hænderne op til munden.
  • Hvis barnet må indtage få ml, overvej da at lade barnet die umiddelbart efter moderen har malket ud (tømt brystet)
  • Det er vigtigt at barnet sutter på en narresut, dels til trøst, dels for at barnet vænner sig til at have noget i munden, og for at mindske risikoen for oral aversion.

Hvis barnet har eosofagusatresi og ligger med sumpsonde (sonde med sug på), overvej da at lade barnet die samtidig med, at mælken suges op/aspireres. Barnet får ikke nogen ernæringsmæssig værdi ud af at die, men bliver fortrolig med at sutte og synke, og det kan mindske barnets spiseproblemer siden hen.

Kilder:

Jones MW, Morgan E, Shelton JE
Dysphagia and oral feeding problems in the premature infant.
Neonatal Netw. 2002 Mar;21(2):51-7. Review

Bovey A, Noble R, Noble M
Orofacial exercises for babies with breastfeeding problems?
Breastfeed Rev. 1999 Mar;7(1):23-8

Ragnhild Måstrup

Videnscenter for amning af børn med specielle behov

April 2008

 

 

Redaktør