Gå til hovedindhold

Kølebehandling

Terapeutisk hypotermibehandling, også kaldet kølebehandling, er en behandling til nyfødte børn med svær påvirkning af hjernens funktion grundet iltmangel i forbindelse med fødslen (asfyksi). 

Ved kølebehandlingen sænkes det nyfødte barns kropstemperatur til 33-34 oC, med det formål, at sænke metabolismen (stofskiftet) i hjernen og således mindske risikoen for senere mén hos barnet. 

Kølebehandlingen gennemføre​s ved at barnets krop bliver svøbt i en tynd madras med cirkulerende kølet vand. Vandets temperatur reguleres af en maskine ud fra to temperaturfølere på barnet – hudtemperatur og kernetemperatur. 

Under behandlingen kan I som forældre stadig holde jeres barn, forudsat at barnets tilstand tillader det. Jeres barn vil i så tilfælde være svøbt i kølemadrassen, så behandlingen kan opretholdes. 

Kølebehandlingen fortsætter i 72 timer, hvorefter barnets temperatur langsomt hæves til det normale niveau (over 6 timer).



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden