Ny projekter er oplistet herunder.
Gustav Riemer Jakobsen (Lise Aunsholt, Susanne Søndergaard Kappel)
Formålet med studiet er at forbedre tarmfloraen hos tidligt fødte børn og i sidste ende at forebygge den livsfarlig tarmsygdom necrotiserende enterocolitis (NEC) ved at overføre, isolerede gavnlige tarmvirusser kaldet bakteriofager fra afføring som er doneret af raske nyfødte børn, til tidligt fødte børn.
Projektet har følgende delmål:
- At kortlægge, hvordan sammensætningen af tarmvirusser og tarmbakterier udvikler sig hos raske børn født til tiden, og se på, hvordan sammensætningen hænger sammen med faktorer som for eksempel kost
- At teste effekten af donerede gavnlige tarmvirusser i tidligt fødte smågrise. Her nærstuderes både sikkerheden af behandlingen, om behandlingen rent faktisk kan forebygge NEC hos smågrise, og hvordan dens virkningsmekanisme ser ud i laboratoriet
- At lave et pilot-studie, hvor vi undersøger effekten og sikkerheden af at give behandlingen med de gavnlige bakteriofager til tidligt fødte børn for første gang på verdensplan. Vi tror på, at de gavnlige tarmvirusser vil have en beskyttende effekt på de tidligt fødte børns sårbare tarmsystem. I første omgang handler dette projekt om at være helt sikker på, de tidligt fødte børn kan tåle behandlingen. Hvis undersøgelsen bekræfter, at der ikke er alvorlige bivirkninger, vil man forsætte med et større forsøg, hvor man kan undersøge effekten af behandlingen.
Dette studie udføres i samarbejde med Sektion for Komparativ Pædiatri og Ernæring samt Mikrobiologi og Fermentering ved Københavns Universitet.
Bedre behandling til for tidligt fødte børn med behov for lungemodnende medicin
Niklas Breindahl (Lise Aunsholt, Martin Tolsgaard og Tine Brink Henriksen)
Formålet med dette ph.d.-projekt er at bidrage med ny, evidensbaseret viden om behandling af for tidligt fødte børn med lungemodnende medicin ved brug af Less Invasive Surfactant Administration (LISA) proceduren.
Projektet har følgende mål:
- At etablere international konsensus for et curriculum og et kompetencevurderingsredskab for uddannelsen af sundhedsfagligt personale i LISA proceduren. En international, online spørgeskemaundersøgelse ved brug af Delphi metoden.
- At validere kompetencevurderingsredskabet i et simulationsmiljø samt opstille læringskurver og fastsætte en beståelsesgrænse. Et simulationstræningsstudie.
- At undersøge effekten af LISA proceduren med eller uden brug af stærk smertestillende medicin. Den traditionelle brug af stærk smertestillende medicin under proceduren udgør nemlig en risiko for, at barnet holder op med at trække vejret, hvormed proceduren mislykkes. Ifølge nogle studier er LISA proceduren generelt veltolereret uden brug af stærk smertestillende medicin, og nogle centre udfører allerede første LISA procedure uden brug af smertestillende medicin. Man ved således ikke, hvor meget stærk smertestillende medicin, barnet har brug for, og om brugen af stærk smertestillende medicin bedrer barnets prognose. Et nationalt, multicenter, lodtrækningsstudie på Rigshospitalet, Odense, Aarhus og Aalborg hospital.
Ph.d. forventes afsluttet i 31. januar 2026.
Implementering og evaluering af en intervention, der skal sikre ingen adskillelse af mor og barn i højintensiv behandling og pleje
Joan Neergaard Larsen (Jette Led Sørensen, Ragnhild Måstrup, Helena Hansson, Laura Navne)
I dette projekt undersøges en intervention med familiestuer, hvor en syg mor og en syg nyfødt kan holdes sammen og modtage behandling og pleje på samme stue i et samarbejde mellem Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel og Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn. Formålet er at kvalificere om modellen sikrer høj kvalitet i behandling og pleje, er gennemførlig, og er acceptabel for mor, barn og partner og for de sundhedsprofessionelle. Projektet har følgende delmål:
- At undersøge sundhedspersonalets forventninger, overvejelser og uddannelsesmæssige behov relateret til zero-separation på familiestuer og at udvikle et uddannelsesprogram for sundhedspersonalet. Et kvalitativt deskriptivt studie.
- At identificere organisatoriske facilitatorer og barrierer, sociale og etiske udfordringer for sundhedspersonalet. Et kvalitativt observationsstudie.
- At undersøge forældrenes oplevelser med zero-separation på familiestuer. En interviewundersøgelse.
- At undersøge forskelle imellem interventionsgruppen og kontrolgruppen i tid til den første udmalkning, første hud-mod-hud kontakt og første amningsforsøg. Et kohortestudie med prospektiv og historisk kontrolgruppe.
Projektet forventes afsluttet august 2025.
Nye forskningsårsprojekter
International konsensus for et simulations-baseret curriculum for neonatologer og tværfaglige neonatale transporthold
Emma Therese Bay (Niklas Breindahl, Mathilde Maagaard Nielsen, Martin Tolsgaard og Lise Aunsholt)
Formål: Projektet består af to studier, der skal etablere international ekspertkonsensus for hvilke procedurer, der skal indgå i et simulationsbaseret curriculum inden for henholdsvis neonatologien og tværfaglige neonatale transporthold.
Design: Online spørgeskemaundersøgelse ved brug af Delphi metoden.
Status september 2022: Inklusion af internationale neonatologi eksperter til deltagelse i studie 1.
Anvendelsen af antibiotika hos præmature nyfødte og absorption af antibiotika hos syge nyfødte børn.
Anna Bjerager Arnesen, (Emma Malchau Carlsen og Bo Mølholm Hansen)
Formål: Studiet er delt i to separate undersøgelser, og der er således to overordnede formål: 1) at belyse epidemiologiske aspekter af infektion og anvendelsen af antibiotika blandt præmature samt 2) at undersøge absorptionen af antibiotika i første levedøgn blandt syge nyfødte og præmature.
Design: Henholdsvis et retrospektivt kohortestudie og et prospektivt kohortestudie.
Status: Udarbejdelse af protokol og generering af dataudtræk til det epidemiologiske studie.
Nye postdocprojekter og øvrige projekter på afdelingen
HMO og Mikrobiom
Human modermælk oligossakkariders (HMO) indvirkning på modning af tarmmikrobiotaen
Formålet med dette studie er at undersøge den rolle HMO'er spiller i modningen af et sundt tarmbakteriesamfund under skiftet fra amning til fast føde. Der indsamles afføringsprøver og prøver fra modermælken fra 20 mor-barn par lige før introduktionen af fast føde og derefter ved to tidspunkter under skiftet. Prøverne vil blive pseudonymiseret hvorefter analyserne bliver udført på DTU.
SafeBoosC (Safeguarding the Brains of our Smallest Children)
Formålet med dette projekt er at teste 'benefits and harms' af cerebral oximetri som et hjælpemiddel til at optimere den støtte af respiration og kredsløb som syge nyfødte børn kan have brug for. Cerebral oximetri foregår med en lille sensor som sættes på barnets hoved og som ved hjælp af nær-infrarødt lys - en slags varmestråling som på en solskinsdag - måler iltindholdet i hjernens blodkar og dermed kan sige om hjernen får tilstrækkelig ilt- og blodforsyning.
For mere end 10 år siden inviterede vi en gruppe europæiske kollegaer til Dragør Badehotel og dannede et konsortium, som nu har lavet flere kliniske forsøg og publiceret mange artikler.
Læs mere her.