Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​

Har ændring i vægt mellem graviditeter betydning for børnenes vægt ved fødslen?

​Et samarbejdsprojekt mellem Rigshospitalet og Region Syddanmarks fire fødesteder (Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland og Esbjerg og Grindsted Sygehus) skal undersøge, om kvinders vægtændringer mellem to graviditeter har betydning for blandt andet børnenes vægt ved den efterfølgende fødsel. 

​Moderens vægt inden graviditeten har betydning for barnets vægt på fødselstidspunktet, som igen har betydning for barnets muligheder for at opnå en sund vægt senere i livet. Tiden mellem to graviditeter kan derfor være et vigtigt tidspunkt at forebygge, at barnet får en vægt over eller under det forventede ved fødslen.

Med en bevilling på 1,7 millioner kr. fra Center for Sundt Liv og Trivsel skal forskere fra Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler på Rigshospitalet og Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital undersøge, hvordan vægtændringer mellem graviditeter har udviklet sig over tid, hvilken betydning de gravides livsstil og mentale sundhed har på vægtændringer, og hvorvidt vægtændringer har betydning for børnenes vægt ved den efterfølgende fødsel.

Projektet ledes af professor, jordemoder Hanne K. Hegaard og professor, jordemoder Ellen A. Nøhr. 


Formål og baggrund

Det overordnede formål med projektet er at undersøge, hvorvidt vægtændringer mellem graviditeter har betydning for sandsynligheden for at føde et barn, der enten har en fødselsvægt under det forventede (Small for Gestational Age (SGA)) eller over det forventede (Large for Gestational Age (LGA)). Formålet med de enkelte delprojekter ses nedenfor.

 

Vægtændringer mellem graviditeter

Vægtændringer mellem graviditeter er både et udtryk for moderens ændring i vægt i den første graviditet, samt ændringen i vægt frem mod næste graviditet. 

Et stort svensk registerstudie baseret på ældre data har vist, at kvinder med en vægtstigning på 3 Body Mass Index (BMI) enheder mellem to graviditeter havde en øget risiko for svangerskabsforgiftning, graviditetssukkersyge, kejsersnit, dødfødsel og LGA i den sidste graviditet sammenlignet med kvinder, som bevarede den samme vægt mellem to graviditeter. Hos kvinder med vægtstigninger på 1 eller 2 BMI-enheder sås ligeledes en øget risiko for alvorlige graviditetsudfald. 

Udenlandske studier har også vist sammenhæng mellem store vægtændringer mellem graviditeter og risikoen for fødsel af et barn, som er henholdsvis SGA eller LGA i den sidste graviditet.

 

SGA og LGA

At være født med en for lav eller høj vægt i forhold til den forventede vægt på fødselstidspunktet, kan have betydning for børnenes helbred på både kort og lang sigt. 

Tidligere studier har vist, at børnene har en større risiko for komplikationer i forbindelse med fødslen, ligesom de på længere sigt har øget risiko for at udvikle blandt andet overvægt, hjertesygdom og sukkersyge. 

Ved at forebygge andelen af nyfødte, som enten har en for lav eller høj vægt i forhold til den forventede ved fødslen, kan man potentielt nedsætte risikoen for komplikationer, fremme den generelle sundhed blandt børnene og dermed også fremme deres muligheder for at opnå en sund vægt senere i livet.

 

Behov for danske data

Vægtændringer mellem to graviditeter er ikke undersøgt i Danmark og derfor er der behov for at gennemføre et stort dansk tidssvarende studie om vægtændringer mellem to på hinanden følgende graviditeter og risikoen for at føde et barn med SGA eller LGA i den sidste af disse graviditeter.

Hypotesen er, at det er muligt at identificere faktorer, som har betydning for stor vægtændring (både vægttab og -øgning) hos moderen mellem to graviditeter, og at stor vægtændring mellem to graviditeter er associeret med risiko for at føde et barn, som er henholdsvis SGA og LGA i den sidste af disse graviditeter.


  • Delprojekt 1 Præ-gravid vægt og vægtændring mellem graviditeter over tid
    Formål: At beskrive præ-gravid BMI og vægtændringer imellem graviditeter over tid.

  • Delprojekt 2 Maternelle karakteristika og vægtændring mellem graviditeter
    Formål: At undersøge om maternel vægtændring mellem graviditeter er associeret med moderens sociodemografiske karakteristika, mentale trivsel og livsstil i den første graviditet.

  • Delprojekt 3 Maternel vægtændring mellem graviditeter og fødsel af børn med SGA eller LGA
    Formål: At undersøge sammenhængen mellem maternel vægtændring mellem graviditeter og risikoen for at føde et barn med henholdsvis SGA eller LGA, samt risikoen for kejsersnit og igangsættelse af fødsel.

 

Design, materiale og metode

Designet er et hospitalsbaseret kohortestudie baseret på omkring 18.000 gravide, som har været tilknyttet Rigshospitalet, Odense Universitets Hospital og Svendborg Hospital, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland eller Esbjerg og Grindsted Sygehus i perioden 2012-2022. 

Projektet anvender både selvrapporterede data og data fra Det Medicinske Fødselsregister (MFR). De selvrapporterede data stammer fra spørgeskemaer, der indeholder oplysninger om blandt andet prægravid vægt, tidligere graviditeter og fødsler, helbred, sociodemografiske karakteristika, mental trivsel, livsstilsfaktorer og sundhedsadfærd.

 

Forskningsgruppen

Projektet er et samarbejde mellem Center for Sundt Liv og Trivsel, Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler, Rigshospitalet (RH) og Region Syddanmarks fire fødesteder (Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus (OUH), Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland og Esbjerg og Grindsted Sygehus). Projektet ledes af professor, jordemoder Hanne K. Hegaard fra RH, samt professor, jordemoder Ellen A. Nøhr fra OUH. Den primære samarbejdspartner fra Center for Sundt Liv og Trivsel er forskningschef, ph.d. Nina Geiker.

Fra RH deltager seniorforsker, lektor, jordemoder Ane Lilleøre Rom og ph.d.-studerende, læge Nanna Roed Ballegaard. Fra OUH deltager forskningsassistent, jordemoder Natasia Frank Roed Hindsbak og ph.d., udviklingsjordemoder Ditte Gommesen, samt lektor, datamanager Chunsen Wu.

Øvrige samarbejdspartnere inkluderer professor, overlæge Peter Damm fra RH, overlæge, lektor Christina Vinther fra OUH, professor Anna Paldam Folker fra SDU, seniorforsker Helene Kirkegaard fra Steno Diabetes Center Aarhus, ph.d., jordemoder Mette Backhausen fra Sjællands Universitetshospital Roskilde, jordemoder Diane Malberg fra Sygehus Lillebælt, jordemoder Line Biltoft Wormstrup fra Esbjerg og Grindsted Sygehus og jordemoder Tove Styrk Grue fra Sygehus Sønderjylland. 

Forventet effekt og implementering

Målet med projektet er at generere viden om betydningen af vægtændringer mellem graviditeter, og belyse hvorvidt det har en betydning for barnets vægt ved fødslen. Viden fra projektet kan potentielt bruges i forebyggelsen af andelen af nyfødte, som har enten en for lav eller høj vægt i forhold til den forventede ved fødslen, og kan dermed være med til at nedsætte risikoen for komplikationer, fremme den generelle sundhed blandt børnene og dermed også fremme deres muligheder for at opnå en sund vægt senere i livet.​




Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden