Hvis både manden og kvinde er sunde og raske, er der normalt ikke nogen grund til at blive undersøgt, før der er gået op mod 2 år, uden at kvinden er blevet gravid. Der kan være mange forskellige grunde til, at par, der ønsker sig et barn, må vente længe og måske forgæves. Hos omkring 10 % af de ufrivilligt barnløse par kan man ikke finde noget unormalt hverken hos kvinden eller manden.
Både manden og kvinden skal undersøges inden et par kan komme i gang med behandling for barnløshed, for der er lige stor sandsynlighed for, at årsagen til barnløsheden kan henføres til manden, kvinden eller dem begge.
De mest almindelige kendte årsager til ufrivillig barnløshed
Hos kvinden:
- Aflukkede eller forsnævrede æggeledere (fx pga. tidligere underlivsbetændelse)
- Sammenvoksninger i bughulen omkring æggelederne og æggestokkene (fx pga. tidligere underlivsbetændelse eller blindtarmsbetændelse)
- Manglende ægløsning eller ægløsningsforstyrrelser (f.eks. cyklus på mere end 35 dage)
- Endometriose (en særlig tilstand med kroniske smerter i underlivet)
- Kombinationer af årsager
Hos manden:
- Tidligere sygdomme i testiklerne eller i pungen enten som barn eller voksen
- Betændelser og infektioner i testiklerne (fx ved fåresyge i voksen alder)
- Hvis testiklerne først kom på plads i pungen i løbet af skolealderen
- Kombinationer af årsager